Den første lørdag i hver måned inviterer Vejle Bibliotek entusiaster af enhver art til at fortælle om det, de brænder for under overskriften "Del din interesse". Ambitionen er, at det nye tilbud kan blive en fast tradition, hvor Vejles borgere får mulighed for at fortælle om deres hobby eller interesse og møde ligesindede i en uformel sammenhæng. "Vi vil gerne skabe et rum for interesser, som udefra set ikke nødvendigvis regnes for det store eller vilde, og give stemme til samlere, nørder og entusiaster og deres interesser - både de brede og de mere smalle", fortæller formilder Ulrik Eskekilde Nissen. "Succeskriteriet er ikke at samle et vist antal tilhørere til hvert arrangement, men rent faktisk at være et rum for lige præcis dem, der interesserer sig for det samme eller noget nært beslægtet. Og hvis andre samtidig får øjnene op for en helt ny interesse, så er det jo bare et plus". Entusiaster, som har lyst til at dele deres interesse på biblioteket, bestemmer helt selv, hvordan deres arrangement skal være - et oplæg, en workhop eller bare en snak med andre, der har interesse for emnet. Biblioteket stiller rum, skærm og en kop kaffe til rådighed og tilbyder at gøre reklame for arrangementet på deres hjemmeside og sociale medier. Det hele sker i Faktafløjen på Vejle Bibliotek den første lørdag i hver måned kl. 13-14. Kickboksning og sommerfugle først på programmetDen første udgave af "Del din interesse" løber af stablen lørdag den 5. november. Her kan du møde parret Jens og Camilla Jensen Brinck, som vil fortælle om den sport, de begge brænder for - nemlig kickboksning. Og de to atleter ved, hvad de taler om. Jens er 18 x Danmarksmester i kickboksning, og begge har både være med på det danske landshold og deltog bl.a. i verdensmesterskaberne i 2021. Den første lørdag i december handler det om sommerfugle. Her vil Susie Kierkegaard, som er en del af sommerfuglebevægelsen, fortælle om sommerfugle, biodiversitet og om, hvad du selv kan gøre for at få mere liv i din have. Hvis du har noget, du brænder for at fortælle om - eller hvis du bare gerne vil vide mere - kan du kontakte Kirstine Heje Michaelsen fra Vejle Bibliotekerne på kihej@vejlebib.dk. |