Borgerservice presset: Lukker Mobil Borgerservice midlertidigt

 
 
 
 

Borgerservice er nu så presset, at Vejle Kommune har valgt at lukke den Mobile Borgerservice i centerbyerne midlertidigt for at udnytte ressourcerne i Borgerservice bedst muligt.    

 
 
 
 

Borgere i Børkop, Egtved, Jelling og Give vil i den kommende tid være nødt til at tage til Vejle by, når de skal have hjælp til MitID, pasfornyelse mv. Indtil nu har borgerne kunnet møde op i den Mobile Borgservice, der er tilstede i hver centerby tre timer om ugen.

 

Årsagen er, at Borgerservice i disse uger og måneder er særligt presset, og Vejle Kommune har derfor valgt at samle ressourcerne i Vejle by for at udnytte dem mest optimalt.

 

- Situationen i Vejle Kommune er langt fra enestående. Medarbejdere i Borgerservice på tværs af hele landet løber rigtig, rigtig stærkt. Opgaverne står i kø og flere af dem er kommet med meget kort varsel. Vi er derfor nødt til at gøre noget radikalt for at følge med, siger Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune.

 

Kommunernes Borgerservice arbejder lige nu på højtryk med at hjælpe borgere fra NemID til MitID inden fristen den 30. juni. Herudover ligger der en stor opgave for Borgerservice i forbindelse med den nye særlov, som skal sikre tilkomne ukrainere straks-hjælp til bl.a. CPR-registrering og NemID. Og så skal Borgerservice håndtere brevstemmerne i forbindelse med en ekstraordinær folkeafstemning om forsvarsforbeholdet 1. juni.

 

Alt dette kommer oveni Borgerservices normale højsæson, hvor borgere henvender sig for pasfornyelse op til sommerferien.

 

Frist bør rykkes

 

Vejle Kommune har derfor rettet en officiel henvendelse til Digitaliseringsstyrelsen med anmodningen om at få udsat fristen for migrering til MitID til den 31. december 2022. Samtidig beder man Digitaliseringsstyrelsen om at skabe en tydeligere kommunikation omkring migreringen til MitID, så flere borgere bliver selvhjulpne.

 

- Vi håber, at Digitaliseringsstyrelsen har forståelse for, at Borgerservice har fået en række hasteopgaver ind af høj prioritet, som ikke kan tilsidesættes. Vi har derfor brug for at få lidt ekstra line på opgaven med at hjælpe borgerne over til MitID for at kunne følge med, siger Sofie Plenge, kultur- og sundhedsdirektør i Vejle Kommune.

 

Den Mobile Borgerservice i Vejle Kommune lukkes ned, indtil arbejdspresset i Borgerservice igen er normaliseret.

 

Fakta om Borgerservice i Vejle Kommune

 

Alle borgere skal være migreret til MitID inden 30. juni 2022. Fra man modtager en besked fra sin bank om, at man skal overgå til MitID, har man 30 dage til at gennemføre migreringen.

 

Der er i dag en ventetid på minimum 20 dage for at få hjælp til at overgå til MitID i Vejle Kommune.

 

Borgerservice i Vejle Kommune hjælper pt. 400-500 borgere om ugen med at overgå til MitID. Der afsættes 15 minutter til hver ekspedition, men nogle tager helt op til 45 minutter.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

For yderligere kommentarer kontakt presseansvarlig, Emilie Husted, på tlf. 30 47 99 57