Lederteamet til Kong Gauers Gård er nu på plads

 
 
 
 

Nu varer det ikke længe, inden Vejle Kommunes nye generationsfællesskab kan slå dørene op. Til efteråret står byggeriet af Kong Gauers Gård færdigt, men forud for det venter en række store opgaver, som kalder på det helt rigtige lederteam. Nu er lederen til plejecentret fundet, og hun melder klar til at trække i arbejdstøjet.

 
 
 
 

Det bliver Susanne Egelund Jensen, der fra 1. april 2023 skal danne makker med leder af daginstitutionen på Kong Gauers Gård Mette-Lise Larsen. Susanne har intet mindre end 29 års erfaring med sig fra Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, hvoraf de 25 af dem har været som leder i Odense Kommunale Ældrepleje.

 

Susanne kommer med en bred viden og erfaring inden for drift, strategisk udvikling og forandringsledelse - alt sammen værktøjer som hun kan glæde sig til at tage i brug, når det forberedende arbejde i forbindelse med åbningen af Kong Gauers Gård går i gang. Sammen med medarbejderne og lederne på Atriumhaven og Smidstrupparken kommer hun til at vise vejen, når de to eksisterende plejecentre bliver til ét, og medarbejdergrupperne fra de to plejecentre skal finde sammen i helt nye rammer på Kong Gauers Gård.


    - Jeg har glædet mig meget til at fortælle, at vi nu har fundet den helt rigtige leder til plejecentret på Kong Gauers Gård. Flytningen betyder enormt meget for beboerne, de pårørende og personalet på de to eksisterende plejecentre, og med ansættelsen af Susanne får vi nu mulighed for at rette et ekstra stort fokus på det arbejde, der venter inden åbningen, fortæller seniorchef for plejecentrene i Vejle Kommune Heidi Have.

 

Om Kong Gauers Gård

Kong Gauers Gård er Danmarks første integrerede plejecenter og daginstitution, hvor to generationer mødes i nye, flotte, fællesfaciliteter. Byggeriet er bæredygtigt og ligger på en 78.000 m2 stor grund ved siden af kirken i Gauerslund. Plejehjemsdelen består af 79 lejligheder af forskellig størrelse fordelt på tre selvstændige boenheder, som ligner små gårde og derfor passer godt ind i det landlige miljø. Her skal de ældre bo og have deres hverdag.

 

I tæt tilknytning til plejecentret ligger daginstitutionen med plads til børnehave- og vuggestuebørn, og midt i det hele - institutionens hjerte - er der et fællesareal. Her kommer der blandt andet en fællessal, hvor man se film og lave gymnastik, en beauty-salon og et pædagogisk køkken, hvor børn og ældre sammen kan lave mad.

 

Første spadestik blev taget i sensommeren 2021, og i november 2022 blev rejsegildet afholdt.
Kong Gauers Gård står efter planen klar til indflytning i det tidlige efterår 2023.

 

Læs meget mere om Kong Gauers Gård

 
 
 
 
Kontaktinformation

Seniorchef for plejecentre i Vejle Kommune Heidi Have, hehav@vejle.dk, 51 14 03 81