Pressemeddelelse
7. august 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

De ældste skolebørn kommer oftest til skade i trafikken

 
 
 
 

Når landets skoleelever skal ud på vejene efter sommerferien, er det ikke de nye og uerfarne skolebørn, der kommer ud for flest trafikulykker, men derimod de ældste elever mellem 13 og 16 år. 

 
 
 
 
IMAGE

Teenagere i trafikken. Kilde: Rådet for Sikker Trafik

 
 
 
 

Ifølge ulykkesstatistikkerne kommer over ti gange så mange 16-årige som 6-årige alvorligt til skade eller bliver dræbt i trafikken. Derfor sætter Vejle Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden nu fokus på teenagerne med den landsdækkende kampagne "Teenager i trafikken."

 

Forældre har et ansvar - også for de større børn

Kampagnen skal minde forældre om, at de stadig har et ansvar for deres børn i trafikken, også når børnene bliver ældre. Ligeledes har kampagnen fokus på, at det som forældre nytter at blande sig.

 

"Når børnene bliver ældre, færdes de i højere grad alene i trafikken. Men teenagere har så meget andet i hovedet end trafiksikkerhed, så når det går galt, er det ofte, fordi de er uopmærksomme. De tager måske nogle chancer eller glemmer at fokusere på omgivelserne, når de f.eks. cykler sammen med deres venner. Derfor er det så vigtigt, at vi forældre også taler trafik og laver aftaler med vores store børn, for de har virkelig brug for det", siger Gitte Aagaard, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

 

Politi og plakater på skolevejene
I forbindelse med kampagnen "Teenager i trafikken" vil politiet også foretage kontroller på skolevejene. Det sker i uge 32-33, hvor skolerne starter op efter ferien. Hvert år viser politiets kontroller nemlig, at mange bilister kører for stærkt på skolevejene. Vejle Kommune sætter i den forbindelse plakater op ved skolerne, som skal minde bilisterne om at være ekstra opmærksomme på de store og små skolebørn.

"Som barn eller ung kan det være svært at overskue den tætte morgentrafik omkring skolerne. Derfor er det vigtigt, at vi minder bilisterne om at sænke farten og vise hensyn på skolevejene, så ingen skoleelever kommer til skade i trafikken", siger Peder Hummelmose, formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune.

 

Kampagnen løber af stablen i din kommune og i hele landet fra 7. august til 3. september 2017.

 

Faktaboks:

Bag om kampagnen:

Kampagnen Børn på vej / Teenager i trafikken kører landsdækkende i uge 32-35.

Kampagnen består af:
- Plakater ved skolerne med budskabet "Børn på vej"
- Politikontrol ved skolerne
- Kampagnefilm i TV, der minder forældrene om, at de skal tale trafik med deres teenagere
- Digital test til forældre, der kan teste deres viden om teenagere og trafik
- Hjemmeside med gode råd og inspiration til teenageforældre: www.sikkertrafik.dk/teenager
- Kampagnepakker som skal få trafikundervisning på skoleskemaet

 

Det er Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne i Danmark, der står bag kampagnen.
 
To gode råd til forældre til teenagere:

 

Det nytter at tale trafik med din teenager. Selvom det ikke altid føles sådan, så lytter teenagere mere til deres forældre end til vennerne, viser undersøgelser.

 

  1. Lav regler eller aftaler

I kan f.eks. have regler om cykelhjelm, brug af mobiltelefon i trafikken, eller hvordan din teenager kommer hjem fra fest.

 

  2. Se på dine egne trafikvaner

Hvis du selv lever op til de råd, du giver, er der langt større chance for, at din teenager efterlever dem.

 

 

 
IMAGE
 
 
 
 
 
 
 
 
 
IMAGE

Sådan ser antallet af dræbte og tilskadekomne teenagere ud i din politikreds (kilde: Vejdirektoratet)

 
 
 
 
IMAGE

Sådan ser antallet af dræbte og tilskadekomne børn i alderen 6-9-år ud i din politikreds (kilde: Vejdirektoratet)

 
 
 
 
Kontaktinformation

Camilla Mølgaard, diplomingeniør, Anlæg & Infrastruktur, Teknik & Miljø, Vejle Kommune. Mail: camol@vejle.dk og tlf.: 7681 2312
 

Peder Hummelmose, formand for Teknisk Udvalg, Vejle Kommune. Mail: pehum@vejle.dk og tlf.: 4021 0286


Gitte Aagaard, seniorkonsulent, Rådet for Sikker Trafik. Mail: gaa@sikkertrafik.dk og tlf.: 2246 6969