Pressemeddelelse
2. marts 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle-aktører udforsker e-art

 
 
 
 

I takt med at teknologien udvikler sig, opstår der nye erhvervsmuligheder. Dem udforsker erhvervs- og kulturlivet i Vejle Kommune i et nyt samarbejde, Art Tech Tuesday, i en tro på, at der er nye jobs og kulturoplevelser at hente i udviklingen.

 
 
 
 
ArtTechsday_Foto.jpg
 
 
 
 

På ti år har e-sporten udviklet sig enormt. Den er gået fra noget, de fleste måske forbandt med unge, der spiller PlayStation, til at være en sportsgren, en industri, en uddannelsesvej og endda et iværksættermiljø.

 

Det fastslår Jørgen Andersen direktør for AI Innovation House, som sammen med VejleMuseerne, Vejle Bibliotekerne, Vejle Musikteater og Vejle Kommune har udviklet Art Tech Tuesday - en debatrække ledet af digital trend- og fremtidsanalytiker, Christiane Vejlø, hvor kunstnere, erhvervsfolk og forskere debatterer teknologi, erhverv og kultur.

 

- Vi tror på, at der gemmer sig et stort potentiale i mødet mellem teknologi og kunst, både når det gælder nye virksomheder, nye oplevelser og måder at udtrykke sig på og nye uddannelsesmiljøer. Se bare på den udvikling e-sport har været igennem. Vi ved ikke præcis, hvad Art Tech Tuesday skal ende med, men vi er nysgerrige, og vi mener, at der er noget at vinde her, siger Jørgen Andersen.

 

- Kulturen er en kanal til refleksion

 

De første tre foredrag handlede ar om avatars, robotisering i performance og velfærd, kunstig intelligens, Deep Fakes, Deep Learning og Machine Learning. Emner som for nogen kan synes langt fra kulturverdenen. Sådan forholder det sig ifølge kultur- og sundhedsdirektør i Vejle Kommune, Sofie Plenge, ikke:

 

- Kulturen er en kanal til refleksion, inspiration og til at give sig til kende som menneske. Det er især relevant i den teknologiske udvikling, fordi vi er nødt til at lære at leve i en verden, hvor alting går hurtigt. Derfor ser jeg Art Tech Tuesdays som et mødested, hvor vi kan udforske de muligheder og udfordringer, teknologien giver os som mennesker, forklarer Sofie Plenge.

 

Som enhver samtale afhænger det naturligvis af, at nogen deltager. Derfor har de fem samarbejdspartnere valgt at live-streame foredragene - også efter nedlukningen under COVID-19 - så deltagere kan koble sig på, uanset hvor de befinder sig i landet.

 

- Vi mener, at e-art kan skabe jobs, produkter, virksomheder og investeringer i hele landet, men det kræver også, at vi ikke ser kultur som en omkostning, men en ressource. Kultur giver forståelse for andre, og selvfølgelig skal vi tage det med ind i udviklingen, så vi skaber teknologiske løsninger, der passer til vores liv, afslutter Jørgen Andersen.

 

Art Tech Tuesday finder sted den første tirsdag i hver måned fra kl. 15 - 16.

Det er gratis at deltage, og tilmelding sker via Vejle Musikteater på https://tilmeld.vejle.dk/

 

Følg med på LinkedIn https://www.linkedin.com/company/art-tech-tuesday/posts/?feedView=all og Facebook https://www.facebook.com/Art-Tech-Tuesday-103941161700464

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Sofie Plenge, kultur- og sundhedsdirektør, Vejle Kommune, tlf. 60 60 99 23

Jørgen Andersen, direktør, AI Innovation House, tlf. 40 53 53 37