Forårsaktiviteter for seniorer pibler så småt frem

 
 
 
 

Kreative foreninger rykker aktiviteter ud i det fri og sætter fokus på mulighederne i naturen. Få et overblik over 60+aktiviteter, der er i gang nu i Vejle Kommune på www.aktivsammen.vejle.dk.  

 
 
 
 
skovbillede-groen-motion.jpg
 
 
 
 

Aftenskolen LOF Trekanten tilbyder kreative kurser og yoga i naturen. Idræt i Dagtimerne i Vejle byder på zumba, linedans og forårsgymnastik i det fri, mens de i Egtved, Jelling og Nørup har arrangeret ugentlige gåture i naturen. Desuden har DGI Huset rykket spændende tilbud ud under åben himmel.

Det er nogle af eksemplerne på foreninger og frivilliges kreativitet under genåbningen. Kreativiteten er stor, fortæller fællesskabskoordinator Helen From, der er med til at samle aktiviteterne på aktivsammen.vejle.dk:
 

"De seneste år er der kommet et stort fokus på, hvad naturen kan byde ind med som motionsrum og inspiration til fællesskaber i det fri. De frivillige er kreative og flere af de aktiviteter, der tidligere foregik inden døre, er nu rykket udenfor. Vi vil gøre vores ypperste for at synliggøre de fællesskaber og aktiviteter, der er i gang og sørge for, at de figurerer på hjemmesiden, efterhånden som de åbnes op."
 

Har din forening nye aktiviteter?

Helen From opfordrer frivillige og foreninger, der har aktiviteter der er i gang eller har nye tiltag, til at kontakte fællesskabskoordinatorerne, så tilbuddene bliver synliggjort på hjemmesiden.

 

Længes du efter fællesskaber og motion i sammenhæng, så se hvilke udendørs aktiviteter der er i gang på www.aktivsammen.vejle.dk. Her ligger også inspiration til motionsture i naturen alene, med en nabo eller en god ven.

 

Mangler du inspiration til motion du kan lave derhjemme, kan du også finde motionsvideoer fra Idræt i Dagtimerne samt andre organisationer. Du finder dem under menuen `Aktiv derhjemme under corona ´.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Helen From, Fællesskabskoordinator i Vejle Kommune, tlf. 23 28 65 72 ' hefro@vejle.dk '