Vejle har flest iværksættere udenfor storbyerne

 
 
 
 

Hvert år gør iværksættere drømmen om egen virksomhed til virkelighed. En ny analyse viser, at mange slår sig ned i Vejle, hvor der i 2023 kom 727 nye iværksættervirksomheder til

 
 
 
 

Det er attraktivt at leve, arbejde og stifte virksomhed i Vejle Kommune. Det sidste viser en ny analyse fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

 

Den viser nemlig, at selvom der er flest iværksættervirksomheder i København, Aarhus, Aalborg og Odense, er der også masser udenfor storbyerne.

 

I toppen af listen ligger Vejle med 727 iværksættervirksomheder i 2023. En af iværksættervirksomhederne, der har slået sig ned i Vejle, er Textile Change, hvorfra CEO Ditte Højland fortæller:

 

-       Det er en livsstil at være iværksætter. Det er til tider uforudsigeligt, og man skal kunne påtage sig flere opgaver. Men vi i Textile Change tror vi på, at vi kan gøre en forskel ude i verden, og det gør, at vi med mod og dedikation fortsætter.

 

Efter Vejle Kommune kommer Kolding, Roskilde, Esbjerg og Silkeborg, der også havde flere iværksættervirksomheder i 2023.

 

Iværksætteri ligger i DNA'et

På borgmesterkontoret i Skolegade i Vejle glæder Borgmester Jens Ejner Christensen sig over de nye tal fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

 

Han siger:

 

-       Iværksætteri er en del af Vejles DNA. Derfor glæder det mig, at stadig flere iværksættere vælger at slå sig ned i vores område. Samtidig forpligter det i forhold til, at vi som kommune skal levere en god service, så de får den hjælp, de har brug for på deres vækstrejse.

 

I januar hyldede Vejle Kommune netop det lokale iværksætteri. Det skete til årets nytårskur 10. januar, hvor den traditionsrige Iværksætterpris gik til Textile Change.

 

Læs mere om Danmarks Eksport- og Investeringsfonds liste over iværksættere i Danmark her https://eifo.dk/media/hpapgs3g/ivaerksaetteraaret-2023-del-i.pdf

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jens Ejner Christensen, Borgmester i Vejle Kommune, telefon 20 16 32 14

Ditte Højland, CEO i Textile Change, telefon 61 71 22 21