Pressemeddelelse
8. marts 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Nu åbner Vejle Kommune for indstilling til årets Kulturpriser

 
 
 
 

Vær med til at bestemme, hvilke personer, organisationer eller foreninger, der har gjort noget særligt for kulturen i Vejle Kommune - i et særligt år. Der kan indstilles til og med 17. marts.

 
 
 
 
Kulturpris Dystopia Entertainment.jpg

Sidste år vandt Dystopia Entertainment årets Kulturpris. Der er nu åben for dette års indstillinger til den pris samt Initiativprisen frem til 17. marts.

 
 
 
 

Vi kender dem alle; foreningerne, organisationerne og de personerne, der gør en forskel for sammenholdet og kulturen i Vejle Kommune. De fortjener en hyldest, især efter det sidste år.

 

Indtil 17. marts kan du netop få indflydelse på, hvem der skal have en særlig hyldest. Traditionen tro uddeles årets Kulturpriser ved et arrangement i foråret, og du kan derfor nu indstille dine kandidater til Kulturprisen og Initiativprisen på www.vejle.dk/kulturpris

 

Om årets Kulturpriser siger formand for Kultur- og idrætsudvalget Dan Arnløv Jørgensen:

 

- Det glæder mig, at vi kan holde traditionen ved lige med Kulturprisen. Der er masser foreninger, personer og organisationer, som har lagt kræfter i vores kulturliv i det seneste år, hvor COVID-19 ikke har været en nem modstander. Derfor fortjener de en hyldest, og jeg synes i den forbindelse, at det er vigtigt, at vi får borgernes input til, hvem der skal vinde de to priser.

 

En pris for det særlige, én for initiativ og en ny pris for unge

De to priser går til personer, organisationer eller foreninger. Kulturprisen gives for en særlig indsats i det sidste år, mens Initiativprisen gives til det gode, eksperimenterende initiativ, der har sat nye standarder for Vejle Kommunes kulturliv.

 

Sidste år vandt Dystopia Entertainment Kulturprisen, mens Jacob Bonderup og Roland Christiansen vandt årets Initiativpris for deres sangaftener i DGI Huset.

 

I år er der også en ny pris. Det sidste år har nemlig krævet sit af kommunens unge.

 

Derfor uddeles der nu en ungekulturpris, Årets Disruptor, som gives af unge til unge, der har skabt fællesskab på trods af COVID-19. De nominerede til Årets Disruptor er allerede på plads, men vinderen kåres ved samme arrangement som Kulturprisen og Initiativprisen.

 

Årets prisoverrækkelse er 15. april. Der arbejdes i øjeblik på forskellige formater, så det er muligt at gennemføre prisuddelingen afhængig af de gældende restriktioner på aftenen.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kultur-og Idrætsudvalget, tlf. 25 47 35 35

Birgit Lykke Jørgensen, udviklings- og kulturkonsulent, tlf. 76 81 30 12

Erik Sanders, Eventkoordinator i Vejle Kommune, tlf. 30 32 79 31