Pressemeddelelse
1. februar 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kreativ i en coronatid

 
 
 
 

Vejle Kommunes dagtilbud Trip Trap Træsko er en af de institutioner, der er med i børnekulturprojektet LegeKunst. Projektet skal bringe børnene tættere på både kunst og kultur - og selv i en coronatid er der plads til både leg og læring, når børnehavens største børn skal give bålhytten på legepladsen liv.

 
 
 
 
Bålhytte.jpg
 
 
 
 

Det handler først og fremmest om fællesskab og at følge børnenes spor, sådan fortæller leder Susanne Raffnsøe Dall om at være med i projekt LegeKunst. Omdrejningspunkt for institutionens deltagelse i projekt LegeKunst er blevet bålhytten på legepladsen. Den nye hytte skal have liv, og børnene skal føle ejerskab over processen, hvor der både skal tegnes, synges, males og fortælles historier.

 

- Det allervigtigste for os i projektet er, at børnene føler sig inddraget og oplever, at der er deres ideer og ønsker, der hele tiden udvikles på. Corona har selvfølgelig betydet, at vi har måtte tænke lidt ekstra kreativt, men vi er alligevel rigtig godt tilfredse med forløbet, der giver en fornemmelse af, at ikke engang en pandemi kan sætte en stopper for vores arbejde med børnene, fortæller leder af Trip Trap Træsko Susanne Raffnsøe Dall.

 

Institutionen har blandt andet skulle tænke alternativt i forhold til inddelingen af børn i mindre grupper, forældredeltagelse og besøg udefra.

 

Jacob Knudsen, der er projektkoordinator for LegeKunst i Vejle Kommune, var en af dem, der skulle have besøgt institutionen for at fortælle historier med bålhytten som omdrejningspunkt. I stedet møder børnene nu Jacob Knudsen på en storskærm, hvor han bygger videre på børnenes input og fletter små aktiviteter ind i historierne, som børnene efterfølgende kan give sig i kast med.

 

Ligesom Jacob Knudsen skulle kunstneren Anne-Mette Tange Veien også have været forbi institutionen i februar for at give inspiration til, hvordan børnene i fællesskab får skabt et stort billede af en skov, der skal bruges til at beklæde bålhytten. Lige nu arbejdes der på, hvordan kunstneren fortsat kan være med på en corona-venlig måde.

 

Formanden for Børne- og Familieudvalget Torben Elsig-Petersen finder stor glæde i, at projektet kører videre på trods af de mange benspænd:

 

- Det er jo rigtig dejligt, at et projekt som LegeKunst kan få lov at leve videre, selvom det bliver på nogle lidt andre vilkår, end det først var tiltænkt. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vores børn får lov at komme tæt på kunsten og kulturen, der jo kan se ud på mange forskellige måder. At institutionen kører på i en tid, der hele tiden kræver omstillingsparathed vidner om et stort engagement, og det fortjener et skulderklap.

 

Til sommer drømmer Trip Trap Træsko om, at vise bålhytten frem til forældre og søskende.

 
 
 
 

Fakta

LegeKunst bringer de yngste tættere på kunsten og kulturen og forsker i, hvad mødet med kunst, kultur og æstetiske læreprocesser i hverdagen betyder for børns leg og dannelse samt for de voksne omkring dem. LegeKunst er samskabende praksis i et tæt samarbejde med pædagoguddannelsen og får således også indflydelse på kommende pædagogers hverdag.

 

LegeKunst giver et kompetenceløft til børnenes hverdagsvoksne gennem mødet med kunst og kultur i dagligdagen.

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jacob Knudsen, projekt koordinator, tlf.: 23 44 32 58

Susanne Raffnsøe Dall, leder af Trip Trap Træsko, tlf.: 21 81 03 62

Torben Elsig-Petersen, formand for Børne- og Fanilieudvalget, tlf.: 40 94 57 40