Hjælp på vej: foreninger skal klædes på til parasport

 
 
 
 

En analyse har vist, at 71% af 150 foreninger i Vejle Kommune ønsker at inkludere parasportsudøvere. De får nu en håndsrækning fra Gårslev Gymnastikforening og Parasportsrådet i Vejle Kommune, der med viden og inspiration vil vise, hvordan mennesker med et handikap kan blive en del af foreningslivet.

 
 
 
 
Gårslev Gymnastikforening.JPG

I Gårslev Gymnastikforening kan børn og unge blandt andet spille elhockey. Nu skal de inspirere andre foreninger til at lave parasportstilbud (foto: Gårslev Gymnastikforening)

 
 
 
 

Der er fart over banen, når børn og unge med handikap spiller elhockey i Gårslev. Det er nu ikke den eneste sport, de kan dyrke i Gårslev Gymnastikforening. Tværtimod er der nye fitnessfaciliteter, og så er der kørestolsbasket på tegnebrættet for fremtiden.

 

Der skal nemlig være plads til alle, med eller uden handikap. Den indstilling har, ifølge formand for Foreningen Gårslevhallen Arne Rahbek, været vigtig i udviklingen af foreningens tilbud - tilbud, som de 26. august viser frem for andre foreninger med mod på parasport.

 

-          Vi håber, at vores eksempel kan vise, at der er plads til alle, hvis man vil det, og at det kan være berigende at mødes på tværs. Når vi inkluderer nye medlemmer, sker det ikke på bekostning af eksisterende. Tværtimod bliver der et særligt samspil i foreningen, siger Arne Rahbek.

 

Inspiration og viden til at komme i gang
Foreningsaftenen 26. august er et ud af tre initiativer for efteråret. De ligger i forlængelse af en foreningsanalyse, som Parasportsrådet i Vejle Kommune fik lavet i efteråret 2020, som viste, at 71% ud af 150 foreninger i Vejle Kommune er klar eller kun oplever få forhindringer i forhold til at inkludere mennesker med et handikap.

 

Chef for Idræt, Events og Fællesskaber i Vejle Kommune Ulla Varneskov fortæller, at foreningsaftenen derfor er ment som en hjælpende hånd til de foreninger, der vil i gang med parasportsområdet. Hun uddyber:

 

-          Som parasportens hovedstad arbejder vi for, at mennesker med handikap kan deltage i foreningslivet på lige vilkår med alle andre. Derfor vil vi med foreningsaftenen stille viden, inspiration og erfaringer til rådighed, så foreningerne forhåbentlig kan komme videre med, hvordan de kan inkludere mennesker med et handikap i deres lokale tilbud.

 

Ud over foreningsaftenen er der i efteråret to kurser, hvor frivillige instruktører, trænere og ledere kan lære, hvordan de planlægger, organiserer og tilpasser aktiviteter til idrætsudøvere med handikap.

 

Kurserne er gratis at deltage i. De er arrangeret af Parasportsrådet, Parasport Danmark og DGI Sydøstjylland. Tilmelding til foreningsaftenen er via Conventus. Her vil der i september også kunne findes nærmere information om efterårets kurser. 

 

Faktaboks

-          Foreningsaften afholdes i Gårslevhallen, Skolegade 14b, Gårslev.

-          Aftenen er fra 19.00-21.00.

-          På aftenen vil Gårslev Gymnastikforening vise deres faciliteter og fortælle om deres tilbud.

Bagefter vil Parasport Danmark fortælle om foreningsanalysen, og til sidst kan foreningerne tale med konsulenter fra Vejle Kommune om parasport. 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Peder Tind, parasportskonsulent, tlf. 22137029

Arne Rahbek, formand Foreningen Gårslevhallen, tlf. 27880406