Fælles om Tour de France: Vejle-virksomheder stiller tusindvis af p-pladser til rådighed for Tour de France

 
 
 
 

Opbakningen fra det lokale erhvervsliv til Tour de France i Vejle kommune er enorm. Flere virksomheder har allerede indgået en aftale om at stille p-pladser til rådighed den 3. juli 2022, og Vejle Kommune håber, at endnu flere har lyst til at være med og på den måde skabe de bedste rammer for de mange besøgende.

 
 
 
 
Vejle luftfoto.jpg

Der bliver brug for så mange parkeringspladser som muligt i den nordlige og sydlige del af byen, så tilrejsende på E45 kan komme af med bilen og tage bussen videre ned mod midtbyen.

 
 
 
 

Der bliver rift om parkeringspladserne i udkanten af Vejle by søndag den 3. juli 2022, når midtbyen spærres af for al trafik. Derfor er Vejle Kommune på udkig efter egnede arealer til parkering for de mange tilrejsende fra nord og syd i tilgift til de tusindvis af parkeringspladser, det lokale erhvervsliv allerede har stillet venligt til rådighed.

 

- Vi er meget glade for alle de bidrag til parkeringspladser i den nordlige og sydlige ende af byen, som vi allerede har lavet aftale om, siger borgmester Jens Ejner Christensen og fortsætter:

 

- Vi er desuden på vej til at kontakte yderligere en række virksomheder i den sydlige del af byen omkring Vidtskuevej. Vi vil nemlig gerne kunne indsætte busser både fra Vidtskuevej i Vinding og fra Bilka i Vejle Nord, som skal bringe de gæster, der har behov for det, videre ned mod byen, fanzonerne og Tour-området.

 

Dedikerer parkeringspladser til tour-gæster

Netop Bilka i Vejle Nord har valgt at stille godt 300 p-pladser til rådighed for de gæster, der kommer nordfra og leder efter parkering.

 

- Når en af verdens største sportsbegivenheder kommer til Danmark, er det naturligt for Bilka at bidrage til at skabe de bedste rammer for de mange danskere, som vil tage opstilling langs ruten til sommer. Derfor dedikerer vi gerne parkeringspladser, så flest mulige danskere let og praktisk kan opleve Tour-feltet i Vejle, siger Sten Kjeldsen, varehuschef i Bilka Vejle.

 

Også ved Bilkas genbo på Solkilde Allé 13 overlader ejerne af området, Ballegaard Gruppen, den omkringliggende plads til biler. Og på den anden side af lyskrydset på Horsensvej har Bauhaus afsat 90 parkeringspladser ud mod Dandyvej til Tour-turister, der søger parkering.

 

Vil sikre en succesfuld dag

I samme område har Dandy Business Park øremærket arealer ved Fertin Pharma, ligesom de eksisterende p-pladser i erhvervsparken på Lysholt Allé kan benyttes. På den måde udnyttes den eksisterende asfalt, der står tom om søndagen. Herudover stiller virksomheden et 10.000 kvm stort areal på Løversysselvej til rådighed.

 

- I Dandy Business Park i Vejle Nord har vi parkeringspladser lige ved døren til de 120 virksomheder og de flere end 1.000 medarbejdere, der hver dag har sin gang her i parken. Men om søndagen er p-pladserne tomme, og vi stiller derfor hjertens gerne pladserne til rådighed til tilskuere langvejs fra, når Tour de France kommer til Vejle. Det håber jeg, at rigtig mange andre virksomheder også vil gøre. På den måde kan vi stå sammen i Vejle og sikre, at afviklingen bliver en succes og også går over i historien som en sådan, siger Jørgen Andersen, CEO, Dandy Business Park.

 

Stolte af at bidrage med pladser

I den modsatte ende af byen, i Vinding, har virksomheden Ammeraal Beltech på Hjulmagervej tilbudt arealer til godt 200 biler. Beslutningen om at lægge p-pladser til den 3. juli krævede ikke mange overvejelser for den cykelinteresserede virksomhed, som har sin egen interne cykelklub, der af flere omgange har været afsted på cykelture på bl.a. Mallorca og i Pisa i Italien - særligt i tiden før corona ændrede folks rejsemønster.

 

- Vi synes, det er vildt, at vi skal have Tour de France til Danmark og til Vejle, og vi er stolte af at kunne bidrage med parkeringspladserne, siger Jesper Svendsen, som er test- og designmanager udover at være formand for virksomhedens interne cykelklub, Team-Uni.

 

Vinding-virksomheder kontaktes

De mange parkeringspladser er et vigtigt skridt på vejen til at få plads til alle de biler, der forventes at søge mod Vejle på dagen. Men der er brug for flere. Derfor vil virksomhederne omkring Vidtskuevej i den nærmeste fremtid blive kontaktet af Vejle Kommune

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Vedr. parkeringspladser:

  • Christian Sellebjerg, projektleder Vejle Kommune, tlf.: 24 87 21 16, chsel@vejle.dk
  • Charlotte Nygaard, kommunikationsrådgiver Teknik & Miljø, tlf. 91 17 51 09, chsny@vejle.dk

Vedr. Tour de France:

  • Jacob Rasmussen, projektleder for Tour de France i Vejle, tlf.: 61 22 01 69