Pressemeddelelse
30. maj 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Klar til et pust? Kampagne sætter fokus på spritbilister

 
 
 
 

Alt for mange tager bilen hjem efter et hyggeligt sommerarrangement, hvor der har været alkohol på bordet. En kampagne fra Vejle Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden opfordrer flere til at lade bilen stå. Politiet bakker op med kontrol.

 
 
 
 
IMAGE

Sådan ender Katrine som spritbilist. (Billede fra Rådet for Sikker Trafik)

 
 
 
 

Hygge på stranden, grill i haven, festival eller byfest. Sommeren byder på mange gode stunder, hvor vi skåler i øl, vin og sjusser. Desværre er der stadig for mange, der vælger at tage bilen hjem bagefter.

 

I juni måned vil rekordmange kommuner derfor minde om, at man bør lade bilen stå, når man har drukket mere end én genstand. Vejle Kommune er med i kampagnen "Klar til et pust?" sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden. Kampagnens budskaber vil man møde i form af en kampagnefilm i tv, på tusindvis af plakater langs vejene og på Facebook: www.facebook.com/stopspritkoersel

 

Spritbilister i sommermånederne

Når man ser på ulykkestallene, kan man se, at der sker flere spritulykker med personskade i sommermånederne, end der gør i december. Mens de fleste har lært at planlægge, hvordan de kommer hjem fra julefrokosten, kniber det mere med sommerens mange impulsive arrangementer, hvor man lige kører forbi nogle venner og griller eller får nogle øl på strandturen, som man ikke først havde regnet med.

 

"Problemet opstår, når man skal hjem. Så frister det nogle at tage bilen, selv om de måske er i tvivl om deres promille. Det er dejligt med sommerhygge med familie og venner, men også netop derfor skal man ikke sætte sig bag rattet, hvis man har drukket alkohol. Budskabet i den landsdækkende kampagne, "Er du klar til et pust" sætter fokus på de værdifulde sider af livet, som vi ikke bør sætte over styr ved at køre spritkørsel," siger Peder Hummelmose, formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune.

 

Flere bør blande sig

Politiet vil fra den 2.-11. juni 2017 sætte ind med ekstra spritkontroller på vejene for at stoppe de bilister, der ikke har forstået kampagnens budskab om at lade bilen stå, selv om de har drukket alkohol.

 

Rådet for Sikker Trafik opfordrer til, at flere hjælper hinanden sikkert hjem. Start med at spørge, hvem der skal køre hjem, før den første øl eller vinflaske åbnes. Det kan være med til at sikre, at flere tænker sig om en ekstra gang og vælger at drikke noget uden alkohol. Er du i tvivl om, om en person kan køre sikkert hjem, så bør du også blande dig.

 

"Spritkørsel er hvert år skyld i, at personer kommer alvorligt til skade eller mister livet. Derfor har vi alle et ansvar for, at vores gæster kommer sikkert hjem. Spørg om du skal ringe efter en taxa eller tilbyd overnatning, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en af dine gæster kan køre forsvarligt hjem. Det kan være med til at forebygge en alvorlig trafikulykke, når man blander sig", fortæller Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

 

Baggrund:

Set over årene er antallet af spritbilister på vejene faldet. Men der sker desværre stadig for mange ulykker i trafikken på grund af alkohol. Hver ulykke er én for mange.

Politiet har ekstra fokus på spritkørsel i juni og juli måned, hvor de gennemfører flere landsdækkende spritkontroller.

 

75 af landets kommuner er med i kampagnen "Klar til et pust?". Se hvilke kommuner her: http://www.sikkertrafik.dk/media/4667/deltagende-kommuner-i-spritkampagnen-2017.pdf

 

Find fakta om spritkørsel på www.sikkertrafik.dk/stopspritkoersel

 

Se kampagnefilmen på www.sikkertrafik.dk/spritkoersel

 

På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan du møde en familie, der fortæller om den dag, de blev ramt af en tragisk spritulykke. Se videoen "Det opkald, alle forældre frygter": http://po.st/spritulykke

 
 
 
 
IMAGE

Fakta: Der sker flere spritulykker med personskade om sommeren end f.eks. i december måned:

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Peder Hummelmose, formand for Teknisk Udvalg, Vejle Kommune. Mail: pehum@vejle.dk og tlf.: 40 21 02 86

 

Camilla Mølgaard, diplomingeniør, Anlæg & Infrastruktur, Teknik & Miljø, Vejle Kommune.
Mail: camol@vejle.dk og Tlf.: 76 81 23 12.

 

Michelle Laviolette, seniorprojektleder, Rådet for Sikker Trafik: 24 96 11 44.