Pressemeddelelse
1. februar 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Nye fællesskaber i Vejle Kommunes skoler

 
 
 
 

Corona sætter mange begrænsninger, og netop derfor er der brug for at tænke i kreative og alternative undervisningsformer. Morgengymnastik, fællesløb og 100 dages fest er bare nogle af de mange initiativer som Vejle Kommunes skoler har sat i gang under nedlukningen, hvor de fleste af eleverne må følge med i undervisningen hjemmefra.

 
 
 
 

Hver morgen kl. 08.15 er der morgengymnastik for alle børn og voksne på Bredagerskolen. På skærmen toner forskellige medarbejdere frem, der hopper og danser i takt til musikken. Hjemme følger eleverne med, og sommetider deltager deres forældre også. Morgengymnastik er blevet et fælles samlingspunkt, fortæller skoleleder Lance Luscombe:

 

- Det er en rigtig god start på dagen, når vi kan få lov at bevæge os og grine sammen. Hele ledelsen har været på som gæster, og det synes børnene, er rigtig sjovt. Vi har også haft vores sekretær, pedel og nogle elever med på skærmen, og det løfter bare stemningen. Jeg vil tro, at vi har omkring 150 elever, der kigger med hver dag, så det er en stor succes, og noget vi er meget stolte af.

 

På NOVAskolen er der sat gang i et helt nyt initiativ, der får både elever, medarbejdere og forældre væk fra skærmen og ud i naturen. NOVA LØBER hedder den tilbagevendende ugentlige begivenhed, hvor man enten kan løbe eller gå en tur i lokalområdet. Dem, der har lyst til en tur i det fri sender en selfie til kontaktlæreren, hvilket er med til at understøtte følelsen af fællesskab. Har man ikke lyst til at deltage, er det også helt ok at være med i den normale undervisning. Lyst og frivillighed er nemlig et centralt element i NOVA LØBER:

 

- Under hele nedlukningen har vi haft fokus på fællesskab. Vi er blevet meget bedre til den virtuelle del, men vi synes, at vi manglede noget, vi kunne gøre sammen - uden at være sammen. I NOVA LØBER er der lige deltagelsesmuligheder for alle, for det handler ikke om, hvor langt man løber eller går, men om at føle sig som en del af et fællesskab, siger skoleleder John Risberg.

 

Skolelederen lægger videoer ud på NOVAskolens Facebookside, hvor han deler, hvor ugens løbetur går hen, så flest mulige elever, medarbejdere og forældre får mulighed for at vinke og se hinanden. Han har fx løbet en tur i Finlandsparken og næste gang går turen til Grundet. Dog understreger John Risberg, at selvom det kan være fristende at løbe sammen i en gruppe, er det vigtigt at huske alle retningslinjerne - og ikke mindst passe på i trafikken.

 

På Firehøjeskolen har eleverne i 0.X fejret 100 dages fest online. Eleverne har siden skolestart talt dage op til 100. De er nu halvvejs med første skoleår, og dermed begynder nedtællingen. Når eleverne når 0, er skoleåret gået, og det er tid til sommerferie.

 

Også på Fælleshåbsskolen er der godt gang i de kreative ideer. Her sendes eleverne ofte ud i det fri for at løse forskellige opgaver. Derudover har skolen erfaret, at nogle ting faktisk nemmere kan lade sig gøre online. Fx har 0. årgang haft kæledyrsdag, hvor eleverne fik mulighed for at vise deres kæledyr frem, noget der ellers ikke er så nemt at gøre på skolen. Fælleshåbsskolen oplever også, at de får et bedre indblik i børnenes hverdag, fordi du nu bliver inviteret med helt ind på værelset. At komme tættere på hinanden styrker også samarbejdet med forældrene, der bliver vidner til undervisningen på en helt ny måde - og det har affødt en masse ros, fortæller skoleleder Vibeke Faber Mølholm. 

 

De mange gode initiativer får formand for Børne- og Familieudvalget Torben Elsig-Pedersen til at trække på smilebåndet:

 

- Det er svært ikke at blive i godt humør af alle de fantastiske ideer, der får liv ude på skolerne. Det betyder rigtig meget, at vi fokuserer på fællesskabet, og måder hvorpå vi kan være sammen hver for sig. Det må man jo bare sige de lykkes rigtig godt med.

 

På skolernes facebooksider kan man se de mange fine ideer og måske lade sig inspirere til alternative fællesskabsformer.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Lance Luscombe, skoleleder Bredagerskolen, tlf.: 23 74 55 95

 

John Risberg, skoleleder NOVAskolen, tlf.: 29 11 94 05

 

Bjarne Kyneb, skoleleder Firehøjeskolen, tlf.: 29 21 60 52

 

Vibeke Faber Mølholm, skoleleder Fælleshåbsskolen, tlf.: 21579648

 

Torben Elsig-Pedersen, formand for Børne- og Familieudvalget, tlf.: 40 94 57 40