Pressemeddelelse
11. december 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle går efter førertrøjen

 
 
 
 

Vejle Byråd har enstemmigt vedtaget en ny erhvervspolitik, der sætter ambitiøse mål for udviklingen i antallet af arbejdspladser, studerende, nye virksomheder og indbyggere.

 
 
 
 

Medlemmerne af Vejle Byråd har på et byrådsmøde 11. december 2019 enstemmigt godkendt en ny erhvervspolitik for Vejle Kommune.

 

Den nye erhvervspolitik bærer navnet 'Erhvervspolitik i førertrøjen', og skal sætte de overordnede rammer for, hvordan Vejle Kommune skal arbejde med erhvervspolitik frem mod 2025.

 

- Erhvervslivet har givet os mange klare signaler om, at vi skal have høje ambitioner for erhvervsudviklingen i kommunen. Derfor glæder det mig, at byrådet har vedtaget den nye erhvervspolitik, der sætter klare mål for kommunens arbejde frem mod 2025, siger en tilfreds borgmester Jens Ejner Christensen.

 

- Politikken har blandt andet et stærkt fokus på uddannelse. Det er rigtig vigtigt, da gode og attraktive uddannelser er en forudsætning for, at vores erhvervsliv kan sikre sig den arbejdskraft, der er nødvendig for at skabe vækst i hele vores kommune, siger Jens Ejner Christensen.

 

Mange input fra erhvervslivet
Den nye erhvervspolitik er i høj grad blevet til i samarbejde med det lokale erhvervsliv. I løbet af 2019 har Vejle Kommune gennemført en række topevents, netværks- og branchemøder, virksomhedsbesøg og dialogmøder for at indsamle idéer og sætte en retning for formuleringen af den nye erhvervspolitik.

 

I alt har der været holdt mere end 30 møder, events og konferencer, hvor mere end 1.000 personer har bidraget.

 

I foråret 2019 gennemførte konsulent- og analysevirksomheden Epinion interviews med ca. 300 virksomheder, hvilket også var et vigtigt bidrag til den nye erhvervspolitik, hvor det nu fremgår, at Vejle skal være den førende erhvervs- og vækstkommune.

 

Yderligere er der beskrevet 5 ambitioner, som skal være drivende for den fremtidige erhvervspolitiske indsats. Det drejer sig om følgende:

  • Vi dyrker talent og innovation
  • Vi udvikler os sammen
  • Vi har brug for alle
  • Vi griber de internationale tendenser
  • Vi skaber attraktive vilkår for erhvervslivet

Desuden indeholder erhvervspolitikken en række konkrete indsatsområder som Vejle Kommune gerne vil måles på. Her er følgende mål blevet godkendt af Vejle Byråd:

  • 2.500 flere arbejdspladser
  • 1.500 flere studerende
  • 400 nye virksomheder om året
  • 5.000 flere indbyggere i 2025

Derudover vil kommunen følge op på udviklingen i forhold til fire yderligere områder, nemlig bæredygtig vækst, social ansvarlighed, god kommunal service og det gode ungeliv.

 

Du kan læse mere om Vejle Kommunes nye erhvervspolitik - Erhvervspolitik i førertrøjen - ved at klikke her.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jens Ejner Christensen (V), borgmester, Mobil: 20 16 32 14

Niels Ågesen, kommunaldirektør, Mobil: 20 45 25 33

Morten Damgaard Nielsen, erhvervs- og turismechef, Tlf. 40 33 00 02

Marina V. Christensen, Erhvervspolitisk konsulent, Tlf. 29 74 65 33