Pressemeddelelse
4. juli 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Protest mod dårlig vagtordning på apoteket gav resultat

 
 
 
 

Fra den 1. januar kan man stadig hente medicin på Vejle Løve Apotek indtil kl. 21 på hverdage og lørdage. Det har Lægemiddelstyrelsen netop afgjort. Det betyder, at styrelsen har lyttet til de protester, der er kommet fra både Vejle Kommune og Vejle Løve Apotek.



 

 
 
 
 
 
 
 
 

Den 1. januar træder der en ny apotekerlov i kraft, som skal gøre vagttjenesten på landets apoteker mere ensartet. Regionen havde indstillet Vejle Løve Apotek som et B-vagtapotek. Det betyder vagtåbent til kl. 21 på hverdage og lørdage og åbent 10-15 på søndage. Det er lidt færre timer end i dag, hvor vagtapoteket har åbent til kl. 22.

 

Men Lægemiddelstyrelsen havde i første omgang bestemt, at Vejle i modsætning til Kolding og Horsens kun skulle have C-status med åbent til kl. 19 på hverdage og meget kort åbningstid i weekenden. Begrundelsen var, at Kolding og Horsens er større byer.

Beslutningen fik Vejle Kommune og Vejle Løve Apotek til at sende en fælles indsigelse til Lægemiddelstyrelsen med kopi til Sundhedsministeren, og der er stor glæde over det positive resultat.

 

- Det er meget vigtigt for Vejle Kommune, at vores borgere kan hente medicin på apoteket i Vejle - også uden for normal arbejdstid, og ikke skal køre helt til Kolding eller Horsens, siger Vejles borgmester Jens Ejner Christensen. Derfor var det vigtigt for både Vejle Kommune og Apoteket at protestere mod den planlagte fordeling af vagter, og derfor er vi meget tilfredse med den nye afgørelse. Apoteket betjener ikke bare Vejle by men et meget stort opland, og Vejle Kommune har flere indbyggere end både Horsens og Kolding. Og vi vokser stærkt!

- Derudover har Vejle Kommune 12 akutpladser, og det svarer til det samlede antal i Kolding og Horsens kommuner. Akutpladserne kan ikke fungere optimalt, hvis vi ikke har adgang til apoteket uden for normal arbejdstid, understreger borgmesteren.

- Vejle Sygehus har en stor Kræftafdeling, der giver et stort behov for tæt kontakt til apoteket og hurtig ekspedition. Det er ikke rimeligt, hvis vores kræftpatienter og deres pårørende, der i forvejen er hårdt ramte, skal køre så langt efter livsnødvendig medicin. Et nyt samarbejde om udvidet åbningstid for akutte patienter i ambulatoriet betyder også, at vi er afhængige af, at et nærliggende apotek har åbent til kl. 21 i hverdagene, siger Jens Ejner Christensen.

 

Vagtapotek giver tryghed
- Det har været vigtigt for mig, at Vejle Løve Apotek fortsat er vagtapotek for Vejle by og omegn, siger apoteker Claus Slot, Vejle Løve Apotek.

- Jeg søgte i februar 2017 om B-vagttjenesten. Det er den vagttype med åbningstider, der ligner vores nuværende mest. Et enigt regionsråd i Region Syddanmark indstillede herefter apoteket til denne vagttype, siger apoteker Claus Slot.

-  Det giver en stor tryghed for byens og omegnens borgere, at vagtapoteket har åbningstider, der tilgodeser så mange som muligt. Da Lægemiddelstyrelsen indstillede os til en C-vagt, hvor vi f.eks. skulle lukke allerede kl. 19.00 på hverdage, fandt jeg det meget utilfredsstillende for en kommune af Vejles størrelse.

- Jeg er utrolig glad for, at borgmesteren forstod problemets alvor, og at vi ved fælles hjælp fik overbevist Lægemiddelstyrelsen om, at Vejle Kommune har brug for et vagtapotek af type B, understreger apoteker Claus Slot.

 

 

Fakta om de nye vagter

48 apoteker får vagttjeneste, og det er lige så mange som i dag. Men det er ikke nødvendigvis de samme steder.
 

A-vagt har åbent alle dage fra 6-24.

B-vagt har åbent 8-21 i hverdagene og vagtåbent (udover den almindelige åbningstid) fra 8-9 og fra 18-21 på lørdage. På søndage er vagtåbningstiden fra 10-15.

C-vagt har åbent 8-19 alle hverdage. Udover den almindelige åbningstid vil apotekerne have åbent fra 8-9 samt 16-18 på lørdage og 10-13 på søn- og helligdage.
 

Vejle Løve Apoteks vagtåbent i dag:
Hverdage: 17.30 - 22.00. Lørdage: 18.00 -22.00. Søn- og helligdage: 10.00 - 14.00 og 18.00 - 22.00.

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Jens Ejner Christensen, tlf. 20 16 32 14.

Apoteker Claus Slot, Vejle Løve Apotek, tlf. 75828322