Grand Départ-trofæet kommer cyklende til Vejle – kom og vær med til den store cykelfest!

 
 
 
 

På fredag 17. september afleverer Kolding Kommune Grand Départ-trofæet ved kommunegrænsen til Vejle. En række cykelklubber, uddannelsesinstitutioner og skoleklasser cykler trofæet ind til Vejle. Men alle kan være med - 500 meter eller hele vejen. Eller bare stå klar i byerne og tage imod.

 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle Cykelmotion. Vejle Mountainbike Klub. VIES. Campus Vejle. "Vejle cykler til Paris 2022" ved BusinessVejle. På fredag står de alle klar til at cykle Grand Départ-trofæet fra kommunegrænsen og ind til Spinderihallerne i Vejle sammen med en række skoleklasser. Skoleeleverne støder til Trofæ-optoget undervejs og cykler med et stykke af ruten.

 

Trofæ-turen sker på en speciallavet Tour de France ladcykel, og ruten er selvfølgelig den Tour de France rute, som de professionelle cykelryttere skal køre 3. juli næste år - bare i omvendt rækkefølge. Trofæets ankomst til Spinderihallerne markerer samtidig åbningen på Vejles nye cykelkulturfestival: Grupetto.

 

Overrækkelse ved kommuneskiltet

Vejle får overrakt trofæet kl. 11.30 på Ågårdvej ved kommuneskiltet tæt ved Ågård, og så cykles der ad Tour de France ruten ind mod Ågård og videre til Ødsted, hvor den første pause holdes ved Brugsen kl. 12. Ødsted er også fanzone på den endelige Tour de France rute til næste år.

 

Kom og bak cykelrytterne op

Cykeloptoget med Grand Départ Trofæet cykler på cykelstier, hvor det er muligt. Undervejs er der indlagt "selfie spots" i de byer, optoget kommer igennem, og lokale borgere opfordres til at komme ud og støtte deltagerne på turen og få taget et billede med trofæet.

For de, der cykler med, vil der være mulighed for at overtage Tour de France ladcyklen med trofæet.

 

Efter Ødsted cykles videre ad Tour de France ruten til Søndertorv i Vejle, hvor CityVejle og Bryggen tager imod. Næste stop er Campus Vejle og Skibet Skole, inden turen går videre til Kongernes Jelling, hvor bl.a. borgmesteren tager imod.

 

Cykelfestival i to dage
Derefter går turen tilbage til Vejle og Spinderihallerne, hvor den store Grupetto Cykelfestival venter både fredag og lørdag med bl.a. Børne Tour, udstillinger, mad, cykelhistorier, koncert og debat med de kendte cykelryttere.

 

Fredag kl. 17 indledes med en paradetur på gamle cykler gennem Vejles gader til Fjordenhus ledsaget af Chris Anker Sørensen, Dennis Ritter, Peter Meinert og Alex Pedersen!

Alle kan deltage i cykelparaden. Alt du skal gøre er at medbringe din gamle jernhest og finde uld-cykeltøjet eller kjolen fra 50'erne frem. Og har du ingen af delene, så kom på din almindelige cykel i det tøj, du nu har på.

 

 

Om Grand Départ trofæet

Grand Départ-trofæet er et trofæ, der bringes rundt mellem start- og målbyer før Tour de France, som vi kender det med den Olympiske fakkel, der bringes rundt fra sted til sted før OL.

 

Grand Départ-trofæet blev afleveret til Danmark ved afslutningsceremonien på dette års Tour de France i Paris i sommer. Det indledte turen i Sønderborg og er nu på vej gennem alle start- og målbyer og gennemkørselskommunerne.

 

 

Se hele programmet for Grupetto Cykelfestivalen her https://grupetto.vejle.dk/

 

Tidsplan for Grand Départ-trofæ ruten:

 

Kl. 11.30-11.35: Kommunegrænsen Vejle/Kolding - skilt på Ågårdvej

 

Kl. 12.00-12.15: : Ødsted Brugsen - pause

 

Kl. 12.45-13.15: Vejle Søndertorv - pause foran Bryggen

 

13.20-13.30: Pause foran Campus Vejle Kommune

 

Kl. 13.45-14.05: Skibet Skole

 

14.35-14.55: Kongernes Jelling. Borgmester cykler med

 

15.30-16.00: Spinderihallerne. Afslutning selfies med trofæ

 

Kl. 17.00: Vejle Bicycling Parade rundt i Vejles gader og til Fjordenhus

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jacob Rasmussen

Projektleder for Tour de France i Vejle 2022 

Tlf. 6122 0169  ·  E-mail: jacra@vejle.dk  ·  www.tour.vejle.dk

www.facebook.com/kingdomofcycling