Pressemeddelelse
26. juni 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Papirfabrikken har fået specialdesignede cykler til De Rare Olympiske Lege

 
 
 
 

Den 11. september løber De Rare Olympiske Lege igen af stablen, og nu har Papirfabrikken, et tilbud for mennesker med udviklingshandicaps, fået splinternye "racerunners", så de kan træne til disciplinen.

 
 
 
 
Så er der nye racerunners til De Rare Olympiske Lege

Sundhedskonsulent Lars Ulrik (nr. 2 fra ventre) var forbi Papirfabrikken med fire nye racerunners til De Rare Olympiske Lege

 
 
 
 

De Rare Olympiske Lege er nogle helt særlige lege. De er for alle Vejles borgere med fysiske og psykiske udviklingshandicaps, og racerunning på de særlige trehjulede cykler er blot en af disciplinerne ved legene, som også tæller boccia, støvlekast, løb og forskellige stafetkonkurrencer. Alt sammen aktiviteter og konkurrencer, som henvender sig til deltagerne på deres præmisser.

 

Medaljer og fællesskab
- Målet med legene er først og fremmest at fremme borgernes sundhed og motivere dem til at sætte sig mål. Guleroden er deltagelsen i De Rare Olympiske Lege med udlevering af medajler og pokaler. Som en del af forberedelser til legene har vi derfor lavet træningsværktøjer, som pædagogerne kan bruge i deres pædagogiske arbejde med de borgere, der skal deltage, forklarer Lars Ulrik, sundhedskonsulent i Vejle Kommune og arrangør af De Rare Olympiske Lege.

 

- Og så handler det også om, at det er fedt at kunne fortælle andre, at man skal deltage i de olympiske lege. Og om at mødes med andre og danne nye fællesskaber, siger Lars Ulrik, som arrangerede legene for første gang sidste år. Og med stor succes:

 

For andet år i træk
- Vi havde en festdag med et stort stævne på Vejle Stadion og aktiviteter rundt på bosteder for de borgere, som ikke magtede at være sammen med for mange mennesker på én gang. Derfor forsøgte vi at vende tingene lidt på hovedet ved at rykke aktiviteterne tættere på borgerne, så flest mulige kunne være med. Og sådan vil det også være i år, fortæller Lars Ulrik, der glæder sig til at afholde arrangementet igen - og denne gang med nye aktiviteter som bl.a. fodboldgolf.

Vejle Kommune har nu i alt seks cykler, hvoraf Nordea-fonden har doneret to af de specialdesignede cykler. Cyklerne udlånes til de bosteder og væresteder, som skal deltage i legene til efteråret. To cykler er kommet til bostedet Væksthuset i Thyregod, mens resten står på Papirfabrikken.

 

- Borgerne skal selvfølgelig bruge cyklerne til at træne til legene, og så vil de også blive brugt som en aktivitet på vores sommerhøjskole, fortæller Marianne Petersen, afdelingsleder i Papirfabrikken, der sammen med nogle af brugerne tog imod, da Lars Ulrik var forbi med de nye cykler. Og cyklerne blev også straks prøvekørt på parkeringspladsen.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Sundhedskonsulent Lars Ulrik, tlf. 23 22 90 33