Pressemeddelelse
16. december 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle Kommune investerer i flere venskaber og fællesskaber

 
 
 
 

Vejle Kommunes Velfærdsteknologiråd har givet penge til flere digitale velfærdsteknologier: GenlydVejle, som skal hjælpe borgere til flere venskaber, og app'en Genoptræn.dk, der følger borgeren fra sygehus til kommune.

 
 
 
 
 
 
 
 

Velfærdsteknologirådet mødes to-tre gange om året for at vælge, hvilke nye velfærdsteknologier der skal investeres i. Denne gang faldt valget på to: Den digitale platform GenlydVejle og en genoptrænings-app, som hedder Genoptræn.dk

GenlydVejle er en digital platform for venskaber og fællesskaber, hvor man kan finde andre med fælles interesser - en slags borgerdrevet digital opslagstavle med forslag om at drikke en kop kaffe, spise sammen eller f.eks. gå en tur. Borgerne kan nemt og gratis oprette en profil på siden og vælge interessekategorier, så de kan blive holdt orienteret, når der kommer nye opslag.
 

- I vores øjne er GenlydVejle en ny og smart måde at etablere venskaber og fællesskaber på. Og med et utal af brugere er der gode muligheder for at finde en at gå til koncert eller i biografen med, hvis man har lyst til det. Umiddelbart styrker dette digitale mødested både vores foreningsliv og hjælper samtidig borgerne ud i aktiviteter - og for nogen også ud af ensomhed, siger Velfærdsteknologirådets medlemmer bl.a. om baggrunden for at vælge platformen.


Rådet investerede sidste år i en lignende platform, AktivSammen60+, der, som navnet antyder, henvender sig til borgere over 60 år. Den er primært drevet af foreninger og klubber og har som sigte, at kommunens seniorer finder en forening, et tilbud eller en klub, der matcher deres interesser. Rådet vurderer, at der vil kunne skabes synergi mellem de to digitale platforme, og at de skal henvise til hinanden.

 

Derudover valgte rådet at investere i app'en Genoptræn.dk. I takt med at der bliver flere ældre, bliver flere også indlagt på sygehuset og skal efterfølgende til genoptræning, når de udskrives. For at de skal opleve en både større fleksibilitet og sammenhæng i deres genoptræningsforløb vil genoptræningscentret i Sundhedshuset Vejle teste Genoptræn.dk. App'en følger borgeren fra sygehuset og ud i kommunen. Det foregår på den måde, at sygehuset starter øvelser op, mens borgeren er indlagt, og der følges så op på øvelserne i kommunen, samtidig med at patienten bliver bedt om at registrere sin træning i app'en.
 

- Genoptræn.dk er ikke en erstatning for den personlige kontakt med terapeuten, men er et understøttende genoptræningsredskab, og borgerne vil stadig skulle ses i Sundhedshuset via en genoptræningsplan, lyder det fra rådet.


I alt 40 mio. kr. til velfærdsteknologi
Vejle Kommunes Velfærdsteknologiråd består af seks medlemmer fra Sundhedsudvalget, Seniorudvalget og Voksenudvalget. De mødes to-tre gange om året. Rådet har frem til 2020 det overordnede ansvar for at prioritere de i alt 40 mio. kr. til ny velfærdsteknologi. I budgetforliget i 2012 blev der afsat 20 mio. kr. til at teste og investere i teknologi i perioden 2012-2016, som skal imødekomme de kommende års demografiske udfordringer. I 2017 blev der afsat yderligere 20 mio. kr. til investeringer frem til 2020. Siden 2012 er der i alt afprøvet ca. 110 forskellige teknologier.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

- Anne Mette Lund, velfærdsdirektør, tlf. 76 81 60 00.