Pressemeddelelse
24. maj 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Invitation til pressen: Rejsegilde i Ny Rosborg

 
 
 
 

AffaldGenbrug i Vejle og Arkitektskolen Aarhus er ved at rejse en informationspavillon i Vejles kommende resiliente bydel Ny Rosborg. Der er rejsegilde fredag 25. maj kl. 13-13.30, hvor pressen er velkommen 

 
 
 
 
 
 
 
 

Pavillonen bliver bygget over for Hyttebyen på Vestre Engvej i Vejle, og når den er færdig, skal historien om byudviklingen formidles i pavillonen. Samtidig er den i sig selv er et godt eksempel på, hvordan man kan opføre et møde- og opholdssted for besøgende og folk på farten på en alternativ og bæredygtig måde.

 

Pavillonen bygges af genbrugsmaterialer, nærmere bestemt af bl.a. mursten og bjælker fra Karlskovs gamle forsamlingshus. Den nye pavillon skal indvies officielt sammen med Supercykelstien i forbindelse med Vejles Folkemøde 8. og 9. juni.

 

Arkitektstuderende konkurrerede
Pavillonens design og arkitektur står studerende fra Arkitektskolen i Aarhus for. De deltog i en konkurrence om at tegne pavillonen bl.a. ud fra æstetiske og funktionelle kriterier.

 

En dommerkomite fra Vejle Kommune med formand for Teknisk Udvalg Christoffer Melson og stadsarkitekt Lisbet Wolters i spidsen valgte det, de fandt var det bedste projekt, som vinder.

 

- Vinderprojektet lever op til alle de stillede krav. Bl.a. har det en veldisponeret indretning, flot brug af materialer og en rigtig god integration af energiforsyningen. Det har også den wau-effekt, som vi gik efter. Så jeg synes, vi har valgt et rigtig godt projekt og glæder mig meget til at se det endelige resultat, siger udvalgsformand Christoffer Melson.

 

Der er tænkt på miljøet
Et bud på fremtidens energiforsyning er også en integreret del af pavillonen. Et forsøgsprojekt med energipæle og varmepumpe opstilles og leverer data og viden, samtidig med at man fysisk kan mærke effekten i en opvarmet eller afkølet bænk alt efter årstiden.

 

- Det er en rigtig god detalje, at pavillonen bygges af genbrugte byggematerialer. Gamle mursten og bjælker har en særlig sjæl, som tilfører et nyt byggeri noget særligt. Så det er dejligt at se, at det gamle Karlskov Forsamlingshus får nyt liv her i den nye bydel, pointerer Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget.

 

I løbet af sommeren etablerer en gruppe frivillige en skovhave omkring pavillonen. Her kan man få viden om og inspiration til, hvordan man kan være med til at skabe bedre forhold for dyr og insekter samtidig med, at man kan smage på den danske natur.

 

Til rejsegildet serveres der pølser og brød fra grillen og koldt vand.

 

Arkitektstuderende er med til at bygge pavillonen. På billedet øverst rejser de spær.

Nederst tv. ses et tværsnit af pavillonen, som det ser ud i vinderteamets streg. 

Nederst th. giver Frank Erichsen alias Bonderøven gode råd til dem, der skal bygge pavillonen. Han var med de første dage på byggeriet.

 

.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Formand for Teknisk Udvalg Christoffer Melson, tlf.: 26 28 82 02; e-mail: chram@vejle.dk
Formand for Natur- og Miljøudvalget Karl Erik Lund, tlf.: 20 61 54 80; e-mail: kaelu@vejle.dk
Projektleder Jakob Østergaard, tlf.: 76 81 24 76 / 23 62 56 01, e-mail: jakos@vejle.dk