Pressemeddelelse
7. januar 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle vokset med 1571 borgere på et år - runder 117.000 indbyggere

 
 
 
 

Det kan godt være, at coronaen har indskrænket vores bevægelsesfrihed i 2020. Men den har ikke forhindret folk i at flytte til nye egne af Danmark. Og rigtig mange har valgt Vejle-området.

 
 
 
 
 
 
 
 

 

Vejle Kommune runder 117.000 borgere ved udgangen af 2020, og det er 1571 flere borgere på et år. Vejle Kommune har dermed haft en vækst på hele 77 % i forhold til 2019, hvor kommunen voksede med 889 borgere.

 

Og det er tilflyttere, der har givet væksten, da fødselsoverskuddet er nogenlunde uændret på et par hundrede børn.

 

Glæde over væksten

Borgmester Jens Ejner Christensen glæder sig over den høje vækst i antallet af tilflyttere.

- Vi har i vores erhvervspolitik og bosætningsstrategi i mange år haft et mål om 1000 flere indbyggere om året, og så er det jo skønt, når vi kan byde velkommen til så mange nye borgere, som gerne vil være en del af Vejle Kommune.


- Vi har også meget at byde på. I en coronatid har danskere for alvor fået øjnene op for naturen, og her har Vejle altid scoret højti analyserne.Rigtig mange borgere peger på, at naturen er en af de vigtige grunde til, at de bor i Vejle-området.

- Der er også investeret rigtig meget i vores område og bygget mange nye skønne boliger, bl.a. en helt ny bydel på havnefronten og nye attraktive udstykninger i bl.a. Børkop og Tirsbæk, understreger borgmesteren. Vi har også rigtig mange attraktive lokalsamfund, som både byder på skøn natur, nærhed og fællesskab omkring bl.a. skole og idræt, som vi også vægter i endnu højere grad.

- Det betyder også meget, at vi kan tilbyde attraktive jobs - hele 600.000 jobs inden for en times kørsel. Og så er Vejles status som mikropol et stort plus - den lille storby med alt, hvad det indebærer af skønne cafeer, store events, et rigt kulturliv og lækre butikker, når vi kommer på den anden side af corona, siger borgmester Jens Ejner Christensen.

 

Han glæder sig også over, at væksten er pænt fordelt over hele kommunen. Det er naturligt, at det især er Vejle by, der trækker væksten, men også Børkop, Skibet og Grejs har oplevet stor vækst. I andre lokalområder har der været en mere behersket vækst, mens nogle områder har haft et fald, bl.a. Give, Gadbjerg, Ny Højen og Gravens/Ågård.

 

Flest tilflyttere fra Århus

I 2020 flyttede i alt 7.747 borgere fra andre kommuner til Vejle.

Flest tilflyttere kom fra Århus, nemlig hele 790 borgere. På andenpladsen kom Hedensted, der måtte aflevere 733 borgere til Vejle, mens der kom 510 borgere fra Kolding. På de følgende pladser lå Fredericia, Billund, Odense, Horsens og København.

 

Men der er desværre også borgere, der vælger at flytte fra Vejle Kommune, ikke mindst unge studerende. I 2020 valgte de fleste fraflyttere at flytte til Århus, Hedensted og Kolding.

Det største overskud af tilflyttere i forhold til fraflyttere havde Vejle Kommune i forhold til Kolding, Fredericia og Billund kommuner.

 

Coronaen har også sat sit præg på de internationale flytninger. Antallet af tilflyttere til Vejle fra udlandet er faldet i forhold til tidligere år, men der er endnu færre, der er flyttet til udlandet. Så samlet set giver det et plus på 453 tilflyttere fra udlandet i 2020.
 

I Vejle Kommune kan både danske og udenlandske tilflyttere hente hjælp og rådgivning hos bosætningsguide Louise Nielsen og expat virksomhedskonsulent Amir Samkani, og det er der mange, der benytter sig af.

 

Vejle Kommunes bosætningsstrategi 2010-20 skal nu revideres.

 

 

 

Vedhæftede filer

Bosætning statistik.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Jens Ejner Christensen, tlf. 2016 3214

Bosætningsguide Louise Nielsen, tlf. 2181 0436