Sydtrafik skriver kontrakt om 31 elbusser i Vejle kommune

 
 
 
 

Tide Bus Danmark og Vejle Turisttrafik overtager i oktober 2022 driften af busserne i Vejle kommune, som fortrinsvis bliver på el. Det bidrager både med CO2-neutral kollektiv bustrafik og billigere busdrift.

 
 
 
 
Grøn bus.JPG

Sydtrafik har indgået ny kontrakt med Tide Bus Danmark og Vejle Turisttrafik om busdriften i Vejle Kommune, der bl.a. kommer til at bestå af 31 elbusser. Foto: Jakob Lønbæk Nygaard Christensen

 
 
 
 

Flere bybusser, billigere busdrift og ikke mindst CO2-neutrale busser i Vejle kommune. Det er bundlinjen for den kontrakt om eldrevet busdrift i Vejle kommune, som Sydtrafik agter at indgå med to budgivere.

Det bliver Tide Bus Danmark, der den 16. oktober 2022 overtager driften af i alt 20 bybusser og 11 busser på 200-ruterne mellem byerne, mens lokalkørslen overtages af Vejle Turisttrafik, der samtidig sikrer, at noget af busdriften fremover bliver på lokale hænder.

 

Klimaplans delmål opnået

- Teknisk Udvalg tog for halvanden år siden en beslutning om at satse på eldrevet kollektiv bustrafik i Vejle kommune, og det er den beslutning, vi nu ser forvandlet til en kontrakt, som bidrager til Vejle Kommunes klimaplan, der har 100 pct. CO2-neutral buskørsel som et af delmålene. Det er vi i Teknisk Udvalg rigtigt stolte over at lykkes med på så kort tid, siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg og tilføjer:

 

- Vi er i udvalget særligt glade for, at aftalen er billigere end det oprindelige udbud. Samtidig får vi på enkelte ruter løftet serviceniveauet.

 

Gunstig udvikling

Vi skal ikke mange år tilbage, før det blev anset for nærmest umuligt at sende eldrevne busser ud i Vejle kommunes bakkede landskab. For slet ikke at tale om udgifterne til eldrevne busser, der langt ville overstige udgifterne til dieseldrevne busser.

 

- Processen frem mod dette udbud viser, hvor hurtigt den teknologiske udvikling går inden for området. De eldrevne busser er fortsat noget dyrere i indkøb, men de lave driftsomkostninger opvejer merprisen - også i Vejles bakkede landskab, siger Lars Berg, administrerende direktør for Sydtrafik.

 

Busdepot banede vejen

I sommeren 2020 indgik Vejle Kommune, sammen med seks andre kommuner, en aftale med regeringen om at fremskynde den grønne kollektive bustrafik, som bl.a. udmøntede sig i en beslutning om at opføre et busdepot med elladestandere på Sjællandsgade. Om få dage udløber budfristen på busdepotet, og netop Vejle Byråds beslutning om at anlægge depotet har banet vejen for elbusser allerede fra næste år.

 

Kør bus med grøn samvittighed

- Samtlige politiske udvalg har forpligtet sig til at sætte klimaet øverst på dagsordenen, og når det lykkes som i dag, er det en stor tilfredsstillelse for os i Teknisk Udvalg. Både for os som ansvarlige politikere, men i høj grad også for borgerne, der fremover kan vælge bussen med ren - og grøn - samvittighed, siger Gerda Haastrup Jørgensen.

 

Fakta

  • Sydtrafiks udbud af eldrevet busdrift indbragte i alt syv bud, heraf blev vinderne valgt ud fra kriteriet om billigste pris.
  • Kontrakterne med de to operatører løber på hhv. 10 ¾ år for Tide Bus Danmark og seks år for Vejle Turisttrafik - begge dog med mulighed for forlængelse til 12 år. Den samlede kontraktsum lyder på 67,6 mio. kr.
  • Der bliver i alt 31 elbusser i Vejle kommune. De 20 er øremærket bybustrafikken, hvilket er to ekstra busser i forhold til i dag. De resterende 11 elbusser er på 200-ruter mellem byerne.
  • En mindre del af de kørte kilometer vil fortsat være i dieselbusser, da disse ruter endnu ikke er rentable at omlægge til eldrift. Det drejer sig om bl.a. skolekørsel og enkelte lokalruter.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg, tlf.: 23 46 18 94

Lars Berg, adm. direktør i Sydtrafik, tlf.: 21 67 72 31