Finlandsparken strøget af ghettolisten

 
 
 
 

Flere er kommet i arbejde og uddannelse i boligområdet Finlandsparken i Vejle. Den positive udvikling har tirsdag resulteret i, at Finlandsparken ikke længere er at finde på regeringens årlige ghettoliste.

 
 
 
 
 
 
 
 

Boligområdet Finlandsparken i Vejle er ikke længere en ghetto.
 

Det viser den seneste liste over ghettoområder, som Transport- og Boligministeriet tirsdag har offentliggjort. Siden 2012 har Finlandsparken været at finde på listen, men i år er boligområdet i Vejles nordlige ende forsvundet fra listen.
 

Til forskel fra sidste år opfylder Finlandsparken ikke længere ghettolistens kriterie om, at personer uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse maksimalt må udgøre 40 procent af beboerne. Sidste år udgjorde personer uden for arbejdsmarkedet eller uddannelser 41,1 procent. Dette tal er i 2020 faldet til 39,5 procent. Dermed opfylder Finlandsparken ikke kriterierne for at være en ghetto.
 

Kriterierne omfatter, at et boligområde skal have mere end 1000 indbyggere, andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere skal overstige 50 procent, og to af fire specifikke kriterier skal være opfyldt. Kriterierne handler om tilknytning til arbejdsmarked og uddannelser, andel af dømte, uddannelsesniveau og indkomstniveau.
 

Borgmester: Indsatsen gør en forskel
Borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen, er glad for, at Finlandsparken nu ikke længere skal betegnes som en ghetto.
 

- Der er virkelig grund til at rose de mange kræfter, der har stået bag at denne udvikling har været mulig. At Finlandsparken i dag er røget af ghettolisten er et klart vidne om, at den store indsats og de mange kræfter, der er blevet lagt i at forandre området, gør en positiv forskel, siger Jens Ejner Christensen.
 

I 2019 fik Vejle Kommune og boligforeningen AAB en dispensation fra ghettoloven, og Transport- og Boligministeriet godkendte kommunens og AAB's udviklingsplan for området. Ifølge planen skal mange forskellige indsatser sættes i værk. Blandt andet skal antallet af almene familieboliger reduceres til højst 68 procent i 2030. Godkendelsen af udviklingsplanen betød, at der ikke skal rives boliger ned, men at der i stedet kan arbejdes med at ombygge boliger til for eksempel erhverv og især nybyggeri.
 

Formand for Vejle Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg, Anja Daugaard, glæder sig over forbedringen i beskæftigelsen, der i Finlandsparken betyder, at man nu klarer sig bedre end niveauet for ghettolistens beskæftigelseskriterie.
 

- I Finlandsparken har vi over en årrække arbejdet med indsatser som eksempelvis fremskudt beskæftigelsesindsats. Over de seneste år er flere og flere beboere kommet i job eller er startet på en uddannelse, hvilket er godt for den enkelte, for boligområdet og for samfundet, siger Anja Daugaard.
 

Borgmesteren understreger, at arbejdet med at udvikle Finlandsparken til et attraktivt vejlensisk boligområde vil fortætte ufortrødent - uanset at boligområdet er strøget af ghettolisten:
 

- Det er rigtig dejligt, at Finlandsparken nu er kommet af ghettolisten, men det ændrer ikke vores tilgang til, hvordan området skal udvikles. Vi har forpligtet os til at gennemføre en udviklingsplan for området, og det vil vi leve hundrede procent op til. Vi vil ikke hvile på laurbærrene, men fortsætte arbejdet med at udvikle Finlandsparken, så det bliver et trygt, attraktivt og dynamisk boligområde, som folk har lyst til at flytte til, siger borgmester Jens Ejner Christensen.
 

AAB glad for at komme af ghettolisten
Hos boligforeningen AAB, der udlejer en stor del af Finlandsparkens boliger, er formand Hans Helge Andersen på linje med borgmesteren glad for dagens nyhed om, at boligområdet ikke længere er at finde på regeringens ghettoliste.
 

- Det er virkelig en glædelig nyhed, siger Hans Helge Andersen, der mener, at det viser, at de ting kommunen og boligforeningen har sat i gang, virker.
 

- Jeg er overbevist om, at beboerne i området vil være rigtig glade for, at de ikke længere skal høre, at deres boligområde er en ghetto. Nu vil stemningen blandt beboerne formodentligt løftes, og vi kan fortsætte de gode indsatser, der kan medvirke til, at endnu flere kommer ud på arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse, ligesom vi kan fortsætte med de værktøjer til at få blandet beboersammensætningen i området, siger Hans Helge Andersen.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jens Ejner Christensen, borgmester, tlf. 20 16 32 14

Anja Daugaard, formand for Arbejdsmarkedsudvalget, tlf. 21 49 24 96

Hans Helge Andersen, bestyrelsesformand, AAB Vejle, tlf. 75 83 43 37