Pressemeddelelse
6. februar 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Hvem fortjener Vejle Kommunes Kulturpris?

 
 
 
 

Vær med til at bestemme, hvem der skal nomineres. Vejle Kommunes Kulturpris uddeles tirsdag aften den 12. marts i Spinderihallerne.    

 
 
 
 

Nu er det tid til den festlige tradition, hvor alle borgere kan indstille en kandidat til kulturprisen. Prisen vil gå til en person, eller en forening, som du synes, gør det ekstra godt i Vejle Kommune, og som kulturelt set er en ildsjæl eller en igangsætter.

 

Sidste år modtog Ungdommens Teater Vejle Kommunes Kulturpris for deres skabelse af et socialt stærkt fællesskab, hvor alle er velkomne. Derudover har teateret også bidraget positivt til undergrundsteaterkulturen i Vejle Kommune. Ud over æren og anerkendelsen får vinderen af kulturprisen også 10.000 kroner.

 

Fristen for at indstille en kandidat til prisen er onsdag den 20. februar. Herefter vil kulturprisens jury udvælge tre kandidater, der har gjort sig fortjent til den særlige anerkendelse.

 

I juryen sidder Toni Lee Larsen - direktør i Vejle Musikteater, Mette Høxbro - bibliotekschef, Ove Sørensen - museumschef, Flemming Meng - musikskolechef, Mogens Gregers Madsen - chefredaktør Vejle Amts Folkeblad, Dan Arnløv Jørgensen - formand for kultur- og idrætsudvalget og Thomas Schiødt - kulturkonsulent Vejle Kommune.

 

Nominér din kandidat

Nominér den kandidat, du synes fortjener et ekstra klap på skulderen. Det sker på kommunes hjemmeside www.vejle.dk/kulturpris

 

Vinderen af prisen vil først blive afsløret ved det store kulturarrangement tirsdag den 12 marts i Spinderihallerne. Her er alle kulturinteresserede velkomne. Efter prisoverrækkelsen får alle mulighed for at udveksle idéer, nyde snacks og bobler og lykønske prismodtageren.

 

Prisuddelingen efterfølges af kulturtanken, som er et netværk af kulturaktører, der samles og diskuterer stort og småt efter nogle korte, inspirerende oplæg til kulturaktiviteter i Vejle Kommune.

 

Tidligere vindere:

2018: Ungdommens Teater

2017: Kunst- og Kulturhøjskolen i Vejle

2016: Preben Steen Nielsen aka Prebstar - kulturiværksætter og filmproducent

2015: "Barnets Stemme" et projekt af Sanne og Lene Juhler

2014: Palisadenissernes Venner

2013: Bindeballe Købmandsgård

2012: Dansequilibrium

2011: Lars Charlie Mortensen - Jelling Musikfestival

2010: Vibeke Hegelund Hansen - Kunstskabet Børkop

2009: Bo Mikkelsen - Vejle Musical Teater

 

Læs mere, nominér og bestil gratis billetter på:

Hjemmesiden: www.vejle.dk/kulturpris

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Kontakt: Kulturkonsulent Thomas Schiødt, mobil: 27 26 19 17, mail: thsch@vejle.dk.