Hvert fjerde år laver Vejle Kommune en undersøgelse af borgernes brug af naturen og udelivet. Den nyeste - Natur og udeliv Brugerundersøgelse 2024 - er netop landet, og den skal bruges i arbejdet med at vedligeholde og udvikle Vejle Kommunes naturområder og udelivsfaciliteter. - Vi bruger undersøgelsen til at tage temperaturen på brugen af naturen og måle udelivets puls. Vores vision er nemlig at være én af Danmarks bedste friluftskommuner, fortæller Søren Peschardt, der er formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune, og fortsætter: - Vi kan se, at naturen og udelivet virkelig betyder meget for borgerne i Vejle Kommune. Hele 86 procent siger, at det påvirker deres psykiske velbefindende positivt. Blandt andet derfor sætter vi naturen først, når vi skal vurdere vores nye indsatser og projekter. En rig natur er nemlig udgangspunktet for vores ambitioner om at skabe optimale rammer for et godt udeliv til alle. Naturen og udelivet er vigtig Undersøgelsen viser, at Vejle Kommune har omkring 6,7 millioner besøg i udelivet i 2024 mod 5,5 millioner besøg årligt i 2020. Det er en stigning på hele 21 procent. Samtidigt bruger borgere og besøgende mere tid i naturen. Der i alt er brugt 8,2 millioner timer i naturen og udelivet på et år. Det er 42 procent mere end i 2020. - Det lyder af meget, men besøgene er spredt ud over et helt år og ud over hele kommunen. Det er alle ture lige fra aftenens lille hundeluftetur til den lange dagsvandretur med madpakke ude i vores smukke ådal, fortæller Søren Peschardt og fortsætter: - Vores mangfoldige og hyppige brug af naturen gør os bevidste om at fremme en god og ordentlig adfærd, når vi færdes i naturen. Vi skal både tage hensyn til hinanden og til naturen. Samtidigt er vi i Vejle Kommune hele tiden i færd med at vedligeholde og udvikle vores friluftsfaciliteter. Lige nu fornyes Hærvejen, der byder på omkring 50 kilometer vandre- og cykelrute gennem Vejle Kommune. Dertil arbejdes der på at kunne tilbyde i alt seks dagsvandreruter. Dagsvandreruter på 12-20 km er et populært format, og i dag har vi tre: Grejsdalstien, Vejle Egtved Ådale samt Højen Mølholm Ådale. Søger fred og ro - i en smuk natur Natur og udeliv Brugerundersøgelse 2024 viser, at de fleste går en tur, når de søger naturen, og at de gør det for at nyde roen. Samtidig bruger de fleste den natur og det udeliv, der er nærmest, hvor de bor. - Vi kan se af undersøgelsen, at de mest populære naturområder er vores bynære skove og strande tæt på Vejle. Så det er vi opmærksomme på, og vi arbejder naturligvis for, at alle i Vejle Kommune har adgang til en alsidig natur med gode rammer for udelivet. Meget peger på, at vi i fremtiden kan udvikle endnu mere ny natur med en god biodiversitet, og dermed får vi skabt basis for at levere endnu flere og bedre udelivsmuligheder til os alle, slutter Søren Peschardt. En anden undersøgelse lavet af Epinion for Vejle Kommune i februar 2025, der ser nærmere på borgernes oplevelse af at bo i deres lokalområde, viser desuden, at det er adgang til naturen, som betyder mest for både unge og ældre i Vejle Kommune, hvis man sammenligner med blandt andet uddannelse, job, bolig og infrastruktur. |