Befolkningsvækst: Mange vælger fortsat Vejle Kommune

 
 
 
 

Hvis du har fået nye naboer sidste år, er du ikke alene. I 2023 har Vejle Kommune budt velkommen til 1269 nyfødte og godt med tilflyttere i hele kommunen.

 
 
 
 

I 2023 har mange rykket flyttelæsset mod Vejle Kommune.

 

Og selvom der samtidigt er mange, der også rykker den anden vej, så er Vejle Kommune i 2023 samlet set blevet 945 personer rigere.

 

Det viser en ny opgørelse, hvor højdespringeren er Vejle by, som er vokset med 508 personer. Den positive tilvækst ses også i andre byer.

 

For eksempel hvis man kører man 15 kilometer udenfor Vejle - nemlig til Bredsten. Her er der også kommet flere nye naboer, og byen er vokset med 118 personer det sidste år.

 

Befolkningsvæksten glæder Borgmester Jens Ejner Christensen:

 

-          Det er glædeligt, at flere bosætter sig i hele Vejle Kommune. Vi skal fortsat være et godt sted at bo og leve - både for vores tilflyttere og dem, som har boet her længe. Derfor glæder det mig, at vi, i en tid med mindre vækst i hele landet, stadig er en attraktiv kommune at flytte til.

 

Nye boliger giver plads til vækst

Den fortsatte vækst findes også i centerbyerne. 

 

I Jelling har væksten været den højeste i mere end 10 år. Her har man nemlig fået 146 ekstra borgere. Samme tendens ses i Give, hvor der er kommet 103 personer til. 

 

Den udvikling kan ses i lyset af, at der sidste år er etableret nye boligkvarterer i Jelling, Give og Bredsten - så som Asta Andersens vej, Egehegnet, Ane Sørensens Vej, Ida Nielsens Vej, Andrea Madsens Vej, Irene Løvbjergs Vej og Bruuns Ager.

 

Det bekræfter Borgmester Jens Ejner Christensen i én ting:

 

-          For mig indikerer det, at der er en efterspørgsel på vores nye boligområder. Vi skal derfor fortsætte arbejdet med at udvikle og skabe nye kvarterer, så både ældre og børnefamilier kan finde et godt, nyt hjem i hele Vejle Kommune.

 

Udviklingen er i tråd med Vejle Kommunes bosætningsstrategi fra 2021. Tallene fra 2023 viser en opbremsning i væksten, ligesom i flere andre kommuner.

 

Overordnet er befolkningsudviklingen i Vejle Kommune positiv, men der ses en tilbagegang i enkelte lokalbyer samt i landområderne.

 

Kender du en Agnes eller Arthur?
Ser man mod Vejle Kommunes yngste borgere, er der kommet flere nye til.

 

I 2023 kunne Vejle Kommune byde velkommen til hele 1269 nyfødte, hvoraf 570 er piger, mens 699 er drenge.

 

Blandt dem var især navnene Agnes, Frida, Arthur og Emil populære.

 

Vedhæftede filer

Udvikling i 2023 - byer.pdf
Udvikling i 2020-2023.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jens Ejner Christensen, Borgmester i Vejle Kommune, telefon 20 16 32 14