Pressemeddelelse
15. november 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Miljøministeren skal drøfte malakitgrønt i Randbøldal

 
 
 
 

Miljøminister Lea Wermelin kommer mandag til Randbøldal for at drøfte løsninger på malakitgrønt forurening sammen med Natur- og Miljøudvalget.

 
 
 
 

Natur- og Miljøudvalget trækker mødet på mandag til Randbøldal Kro, hvor miljøministeren kommer for at drøfte malakitgrønt forurening. Foto Mads Fjeldsø Christensen

 
 
 
 

Miljøminister Lea Wermelin kommer til Randbøldal på mandag for at se og høre om malakitgrønt forurening i Vejle Å.

 

Når Natur- og Miljøudvalget mødes på mandag, er det ikke på Kirketorvet Vejle, men på Randbøldal Kro. Anledningen er, at miljøminister Lea Wermelin har takket ja til en invitation til at komme til Randbøldal og ved selvsyn se og drøfte malakitgrønt forureningen i Vejle Å, der stammer fra de opstemmede søer i Randbøldal.

 

Direkte adgang til Christiansborg

Mødet med miljøministeren er blevet til på direkte foranledning af tidligere byrådsmedlem Birgitte Vind, der i dag sidder i Folketinget med Lea Wermelin, og Søren Peschardt, 2. viceborgmester i Vejle Kommune.

 

- Vi er super glade for, at miljøministeren har reageret så prompte på vores henvendelse. Lokalt er vi rigtig glade for den konstruktive og direkte adgang, vi har til Christiansborg, og vi har meget, som vi gerne vil i dialog med ministeren om, siger Søren Peschardt, der tillige sidder i Natur- og Miljøudvalget, som han i sidste valgperiode var formand for.

 

- Malakitgrønt forureningen ligger som en tikkende bombe under alt det, vi gerne vil i Vejle Ådal. Det har indflydelse på naturen og på de rekreative kvaliteter, og så har vi lokale erhvervsinteresser, der er direkte truet, tilføjer han.

 

EU skærper krav i 2022

Forureningen med malakitgrønt stammer fra før 1990, hvor reglerne for de stoffer, der blev anvendt til fx farvning af tekstiler og til sygdomsbekæmpelse i dambrug, var mere lempelige.

 

Stoffet, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende, optages i både dambrugs- og vildtfisk.

 

I ådalen har det i dag direkte betydning for to konkrete dambrug, der har fået forbud mod at sælge deres fisk til konsum, fordi EU's grænseværdi for, hvornår fiskene ikke længere må sælges som fødevarer, er overskredet med op til fem gange. Og fra 2022 skærper EU kravene til grænseværdien for malakitgrønt, og det kan få indflydelse på endnu flere dambrug i ådalen.

 

De danske myndigheder, Fødevarestyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, vurderer dog, at det ikke er sundhedsskadeligt at spise fisk fra åen eller drikke vand fra Randbøldal Vandværk.

 

Slam skal fjernes

- Vi anerkender, at den nuværende regering har arvet en række udfordringer med generationsforureninger. Vi håber dog, at hvis vi viser lokal vilje til at finde en form for medfinansiering, kan der findes en vej til en hurtig løsning, siger Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget.

 

Hvis problemet med malakitgrønt skal løses, skal slammet fjernes helt. Et forsigtigt overslag fra det rådgivende ingeniørfirma, Orbicon, for at fjerne slammet lyder på mellem 11 og 14 mio. kr.

 

Orienteres om klima, biodiversitet og Sund Fjord

På mandagens møde bliver miljøministeren ligeledes orienteret om nogle af de øvrige spændende og store udfordringer, Vejle Kommune står over for. Blandt andet klimaudfordringer og muligheden for at opstemme vand på landbrugsarealer opstrøms Grejs Å samt Projekt Sund Vejle Fjord, der går i luften ved årsskiftet. Herudover bliver miljøministeren orienteret om kommunens netop vedtagne biodiversitetsplan og de forskellige samarbejdsnetværk.

 

FAKTA - Malakitgrønt forurening

  • I september 2016 blev Vejle Kommune bekendt med malakitgrønt forureningen, da hollandske fødevaremyndigheder fandt malakitgrønt over grænseværdier i dambrugsfisk fra Vejle Å.
  • En lille mængde malakitgrønt afgives løbende fra de opstemmede søer i Randbøldal.
  • Malakitgrønt optages i både dambrugs- og vildtfisk, og der er målt så høje værdier i dambrugsfisk fra to nedstrøms liggende dambrug, at fisk derfra ikke må omsættes til konsum.
  • Fødevarestyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer dog, at der ikke er nogen sundhedsmæssig risiko ved at spise fisk fra åen eller ved at drikke vand fra Randbøldal Vandværk.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Søren Peschardt, 2. viceborgmester i Vejle Kommune, tlf. 51 50 84 63

Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget, tlf.: 21 54 83 37
Keld Andersen, afdelingsleder for Landbrug & Vand, tlf. 76 81 24 12