Pressemeddelelse
15. september 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Ministeren fik noget at tænke over i jobcenteret

 
 
 
 

Beskæftigelsesministeren lagde fredag vejen forbi Jobcenter Vejle, hvor han bl.a. hørte om projektet "Flere skal med", for folk der har været på kontanthjælp i længere tid.

 
 
 
 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen fik en god snak med borgmester Jens Ejner Christensen og formand for Arbejdsmarkedsudvalget Christoffer Melson.

 
 
 
 

Der blev både snakket om konkrete projekter og overordnede ideer, da beskæftigelsesminister Troels Lund Pulsen var på besøg i Jobcenter Vejle den 15. september. Her tog borgmester Jens Ejner Christensen og udvalgsformand Christoffer Melson imod, og de benyttede lejligheden til at fortælle om en række af de erfaringer, man har gjort sig på arbejdsmarkedsområdet i Vejle Kommune.

 

Blandt emnerne på dagsordenen var projektet "Flere skal med", som er målrettet mennesker, der har være på kontanthjælp gennem længere tid. Projektet blev oprindeligt sat i værk på baggrund af en opfordring fra ministeren til landets kommuner om at "vende bunken med kontanthjælpssager", for at se om det kunne byde på nye muligheder. Derfor var det nærliggende at drøfte de foreløbige resultater med ham, og fortælle om de erfaringer man har gjort sig indtil nu.

 

Mødet bød også på drøftelser af den viden, man i Vejle har tilegnet sig som frikommune samt kommunens beskæftigelsesrettede tilgang til integration, hvor der er særligt fokus på at få nye borgere ud på arbejdsmarkedet hurtigst muligt.

 

Endelig kom man ind på samarbejdet i www.job7.dk, hvor kommunerne i Trekantområdet formelt samarbejder om bl.a. opkvalificering af ledige og fælles rekruttering.

 

Fakta

- Arbejdsmarkedsudvalget vil gerne øge sit fokus på de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der "hænger fast" i systemet.

 

- Projektet "Alle skal med" gennemgår systematisk sagerne for en stor gruppe kontanthjælpsmodtagere, der har været på offentlig forsørgelse i mere end 5 år.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Jens Ejner Christensen
borgmesteren@vejle.dk
Tlf. 76 81 10 10 - Mobil: 20 16 32 14

 

Christoffer Melson - Formand for Vejle Kommunes arbejdsmarkedsudvalg
chram@vejle.dk
Tlf. 26 28 82 02