Pressemeddelelse
6. maj 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Økolariet er klar til besøg igen

 
 
 
 

Endelig fik Økolariet lov til at slå dørene op ligesom andre indendørs kulturinstitutioner, der har været coronalukket siden december, og der er både klima, ny racerbil og genanvendelse på programmet.

 

"Vi har trippet og glædet os til at kunne åbne igen og byde vores gæster velkommen. Vi har også en helt ny udstilling om klimaforandringer klar. Vi nåede at forberede en del før jul, og de sidste dage før åbningen har vi arbejdet på højtryk for at blive helt færdig", fortæller Økolariets leder, Niels Nørgaard.

 
 
 
 
Foto 1 ny klimaudstilling i Økolariet.jpg

I Økolariets nye klimaudstilling kan man opleve, sanse og blive klogere på, hvad der er årsagen til, at klimaet forandrer sig. Tag et dyk i koralrevet med VR brillerne og se hvad der sker under havets overfalde

 

 
 
 
 
Foto 2 Økolariets racer.jpg

Økolariets racerbil af genbrugstræ med toptunet instrumentbræt er klar til at blive afprøvet. Her er det Økolariets tekniker Kenneth Jakobsen der beundrer bilen, som er lavet af firmaet TrÆls 

 
 
 
 

Økolariet har allerede stor erfaring i at håndtere mange besøgende på en sikker måde. Der er sprit, skiltning og anvisninger på coronasikker adfærd i hele huset. Som altid bliver alle gæster budt personligt velkommen, men det nye er, at man nu skal kunne fremvise et gyldigt coronapas. Uden coronapas må gæsterne desværre ikke besøge Økolariet.

 

"Vi overholder alle sundhedsmyndighedernes krav, så man kan være helt tryg ved at besøge os. Men det vil være en rigtig stor hjælp for os alle, hvis man enten medbringer et print af testen eller har et skærmprint, da der ofte kan være ventetid på at logge ind på fx Sundhed.dk. Det vigtigste er, at vi kan se navn, testtidspunkt samt resultatet på testen", siger Lene M. Houe fra Økolariets administration.

 

Ny stor klimaudstilling

Gæsterne kan nu besøge den nye og topaktuelle udstilling: "Verden varmer op - til klimaforandring og handling". Her kan man opleve, sanse og blive klogere på, hvad der er årsagen til, at klimaet forandrer sig, hvilke konsekvenser det har, og hvad vi kan gøre ved det for at forebygge og tilpasse os. Både globalt og lokalt.

 

Udstillingen er fyldt med sanseindtryk, oplevelser og interaktivitet. Gæsterne kan træde ud på en isflage, tage et dyk ved et koralrev, stå midt i en skovbrand og få en masse gode råd til et mere klimavenligt og bæredygtigt hverdagsliv.

 

Skoletjenesten vil i løbet af foråret præsentere helt nye undervisningsforløb, der handler om sammenhængen mellem vores kost og klima samt klimaforandringer mere generelt. Allerede nu er Skoletjenesten åben, og undervisningsforløb og besøg kan bookes via Økolariets hjemmeside.


Ny racer af genbrug

Ny sjov ting for børnene er at finde på Økolariets forplads, nemlig en flot racerbil lavet af genbrugstræ fra paller og imprægneret med kisel. Økolariet har tidligere haft en bil stående, som børn har haft stor glæde af. Den var dog brugt så meget, at den trængte til udskiftning. Dele af den gamle bil er genbrugt og er nu blevet til en ny toptunet racerbil med flot instrumentbræt. Bilen, som er tømret sammen af firmaet TrÆls fra Hedensted, hænger i godt tråd med udstillingen Genbrugsbyen, hvor det, vi normalt tænker som affald, er forvandlet til en værdifuld ressource.  

 

Fremtidens genbrugsplads

I Bylaboratoriet er der også fornyelser i form af en udstilling om RessourceCenter Vejle (RCV), der opføres i den nordlige del af Vejle til efteråret 2022 som afløser for det nuværende AffaldGenbrug. Her får man et indblik i fremtidens svar på en genbrugsplads, og hvordan RCV kommer til at danne rammen om Vejle Kommunes fremtidige arbejde med at genbruge og genanvende borgernes brugte materialer på en ny og innovativ måde.

 

Bylaboratoriet byder også på et Virtual Reality Studio, hvor kan du gå på 3D-opdagelse i Vejle by. Du kan bl.a. udløse et kæmpe skybrud på den store bymodel og via modeller, film og plancher se, hvordan vi udvikler fremtidens Vejle Kommune.

 

Økolariet er åbent hver dag kl. 10-16

 
 
 
 
Kontaktinformation

Generelt om Økolariet: Niels Nørgaard, Økolariets leder, tlf. 7681 2050/ 2929 2046 - mail: nieno@vejle.dk
 

Vedr. udstillingerne: Hanne Rasmussen, projektleder, tlf. 7681 2057/ 6170 7053 - mail: hatra@vejle.dk

 
 
 
 
 
 
 

Økolariet
Dæmningen 11 - 7100 Vejle - Tlf.: 76 81 20 60 - Mail: okolariet@vejle.dk