Pressemeddelelse
24. marts 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle Kommune livestreamer kulturel kvalitetstid

 
 
 
 

Flere gange om ugen kan borgerne i Vejle Kommune opleve livestreamet kvalitetsunderholdning på kommunens Facebook i samarbejde med musiker og fotograf Christian Daugaard.

 
 
 
 
 

Billede: Christian Daugaards studie i Give, hvor livestreamingen bliver sendt fra.

 

Tirsdag kl. 16.00 kan borgere i Vejle Kommune være med, når kommunen livestreamer en koncert med den lokale musiker Perry Stenbäck på kommunens Facebookside. Det er den første af en række gratis livestreaminger, som borgerne får glæde af, mens de er nødt til at holde sig hjemme for at følge regeringens anbefalinger om at undgå smittespredning af coronavirus.

 

Det er musiker og fotograf Christian Daugaard fra Give, der har stillet sit studie til rådighed for kommunen.

 

- Jeg lever selv af at få mennesker til at mødes. Og når vi ikke længere kan mødes i fysiske fællesskaber, så må vi gøre det digitalt. Det at vi spiller musikken live gør, at folk får følelsen af, at de er en del af fællesskabet. De har mulighed for at stille spørgsmål til os under koncerten, og vi kan have en dialog undervejs. Det gør noget helt særligt for musikoplevelsen, siger Christian Daugaard.

 

Derfor var Christian Daugaard glad, da han blev kontaktet af Vejle Kommune omkring et samarbejde om at få livemusik ud til borgerne via de sociale medier.

 

- Vi snakkede om, hvordan vi kan gøre det her forsvarligt og samtidig komme bredt ud. Vi vil gerne skabe en corona-fri zone, hvor vi får en pause fra alle bekymringerne og i stedet får spredt noget glæde. Mit studie er 300 kvm, så der er ingen fare for, at man kommer for tæt på hinanden under optagelserne, og vi sørger for at spritte dørhåndtag osv. af løbende, så vi passer på hinanden i processen, siger Christian Daugaard.

 

Vi har brug for kulturelle åndehuller

 

I Vejle Kommune ser formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Dan Arnløv Jørgensen, frem til, at borgerne nu får muligheden for at opleve Vejle Kommunes lokale kulturliv live - bare hjemme i stuerne.

 

- Vi håber på at kunne bringe et kulturelt åndehul ind i folks stuer. Der er mange, som skal balancere mellem hjemmearbejde, hjemmeundervisning osv. Samtidig er vi afskærmede fra mange af de steder, vi normalt går hen for at lade batterierne op. Med livestreamingerne bringer vi online kvalitetstid ud til borgerne - og det sker selvfølgelig efter fyraften, siger Dan Arnløv Jørgensen.

 

Borgere i Vejle Kommune kan opleve lokale kunstnere livestreame deres optrædener flere dage om ugen fra kl. 16.00 på kommunens Facebookside www.facebook.com/vejlekommune

 

På Vejle Kommunes hjemmeside www.vejle.dk/sammenhverforsig kan du løbende holde øje med programmet for, hvilke lokale kunstnere der livestreamer fra kommunens Facebookside, og hvornår de gør det.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Dan Arnløv Jørgensen, tlf. 25 47 35 35
Christian Daugaard, tlf. 25 33 46 03