Pressemeddelelse
13. september 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Centerbyerne har taget godt imod den Mobile Borgerservice

 
 
 
 

For tre måneder siden slog den Mobile Borgerservice for første gang dørene op i Give, Egtved, Jelling og Børkop, hvor indbyggerne har gjort flittigt brug af den.

 
 
 
 

Den Mobile Borgerservice ses her ved Byens Hus i Jelling

 
 
 
 

Er du en af dem, der har bestilt et nyt sundhedskort i den Mobile Borgerservice? Eller du har måske kigget forbi og fået hjælp til at søge boligstøtte? Hvis du har, er du ikke alene. Mere end 600 personer har brugt den nye service, der åbnede midt i juni, og er dermed sluppet for at tage turen til Skolegade i Vejle.

 

Den Mobile Borgerservice har åbent tre timer hver uge i hhv. Egtved, Give, Jelling og Børkop og har i gennemsnit haft godt 88 besøg om ugen. Det viser en opgørelse fra Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 5. september.

 

De pæne besøgstal glæder udvalgets formand Anja Daugaard (LA): "Jeg er rigtig godt tilfreds med besøgstallet, og jeg tager det som et udtryk for, at den Mobile Borgerservice yder en service, som er vigtig for kommunens indbyggere", fortæller hun. Samtidig opfordrer hun til, at man spreder budskabet om den Mobile Borgerservice til venner og familie, så endnu flere kan få glæde af den.

 

Der har været flest besøgende før ferielukningen i uge 28-31, mens der har været lidt færre siden. Det skyldes formentligt, at ugerne op til sommerferien er højsæson for bestilling af pas.

 

Den Mobile Borgerservice kan håndtere næsten alle de samme opgaver som Borgerservice i Vejle, og den er bl.a. udstyret med en lift, så også kørestolsbrugere har nem adgang.

 

Fakta

Du kan bl.a. bruge den Mobile Borgerservice når du:

-          skal bestille nyt pas, kørekort eller sundhedskort

-          har spørgsmål om indrejse eller udrejse

-          vil aflevere regninger (pensionister)

-          vil have udstedt et NemID

-          har brug for hjælp til at søge boligstøtte

 

Læs mere, og se køreplanen på www.vejle.dk/mobilbs.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Anja Daugaard (LA) - Formand for Arbejdsmarkedsudvalget
Mail: anjda@vejle.dk
Mobil: 21 49 24 96