Pressemeddelelse
17. september 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle Kommune tager temperaturen på parasporten

 
 
 
 

Foreningslivet i Vejle Kommune sætter fokus på inklusion med oplæg af Nick Horup, paneldebat og sparring den 3. oktober. Målet er at inspirere og motivere idrætsforeninger til at skabe tilbud for mennesker med funktionsnedsættelse og psykiske vanskeligheder.

 
 
 
 
 
 
 
 

Mennesker med funktionsnedsættelser og psykiske vanskeligheder skal i højere grad være en del af livet i de lokale idrætsforeninger. Det øger nemlig livskvaliteten at være en del af et idrætsfællesskab.

 

Derfor tilbyder man i Vejle Kommune en aften med inspiration og idéer til byens mange foreninger om, hvordan de kan sikre større inklusion:

 

- Inklusion kommer ikke af sig selv. Hos DGI Østjylland oplever vi, at viljen er der, men at der kan være brug for inspiration og motivation til, hvordan foreningerne kan lykkes med at få flere inkluderet i det gode idrætsliv. Denne aften vil give viden til at komme i gang og bidrage til, at foreningslederne kan omsætte ideer til handling, siger Helle Heide, inklusionskonsulent hos DGI Sydøstjylland.

 

Inspirationen og ideerne skal blandt andre komme fra journalist Nick Horup, som er mest kendt for sine programmer, der fulgte Morten og Peter med Downs syndrom over en årrække i "Gak Gak"-serien.

 

Fordomme skal udfordres

 

Gennem et oplæg vil Nick Horup udfordre fordomme og sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er normalt og om normalen overhovedet kan defineres. Netop fordomme og uvidenhed er ofte en barriere, når idrætsforeninger skal invitere fx psykisk sårbare ind i deres fællesskaber.

 

- Vi ved at Nick Horup har formået at ændre mange danskeres holdninger gennem sine programmer, og vi er derfor glade for, at han vil dele sine tanker og ideer. Vi ved der kan være barrierer, når vi arbejder med parasport og derfor er der vigtig inspiration at hente gennem levende fortællinger og succeshistorier, siger Lykke Guldbrandt, idrætskonsulent i Parasport Danmark.

 

Inspirationsaftenen skulle gerne føre til, at flere foreninger får mod på at inkludere mennesker med handicap og vil benytte sig af den hjælp og støtte, der findes i Vejle Kommune.

 

Der er støtte at hente

 

Vejle Kommune arbejder målrettet for at forbedre idrætsvilkårene for mennesker med handicap gennem Parasportsrådet, og kommunen har en erklæret ambition om at blive Parasportens Hovedstad.

 

- Som Parasportsråd har vi et stort fokus på inklusion imellem almenidrætten og parasporten, og ikke mindst hvordan vi kan hjælpe foreningerne i Vejle Kommune i gang med at tilbyde parasport, siger Tage Schmidt Formand for Parasportsrådet og fortsætter:

 

- Jeg håber, at rigtig mange foreninger vil prioritere denne foreningsaften i parasportens tegn, og ser frem en god dialog om, hvordan vi sammen kan fremme parasporten, slutter Tage Schmidt.

 

Dato og sted:

 

3. oktober 2019 kl. 17.00-21:00

Campus Vejle, Boulevarden 48, 7100 Vejle

 

Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding på www.dgi.dk/201910008023

 

Fakta

 

Inspirationsaftenen er en del af Parasportens År i Vejle Kommune. I hele 2019 har kommunen særligt fokus på parasporten med stævner, arrangementer mv. Læs mere på www.vejle.dk/parasport

 

Værterne for inspirationsaftenen er Vejle Kommune, Parasportsrådet og Bevæg dig for livet - Parasport og Idræt for sindet, der har indledt et samarbejde om at øge idrætsdeltagelsen blandt mennesker med funktionsnedsættelse og psykiske vanskeligheder.

 

Inspirationsaftenen er startskuddet til et øget samarbejde mellem kommunen og idrætsorganisationerne, så flere fra målgruppen kan dyrke idræt. Arenaerne er kommunens almene idrætsforeninger, specialskoler, kommunens bo- og aktivitetstilskud samt idrætsforeninger målrettet særlige målgrupper.

 

Bevæg dig for livet - Parasport og Idræt for sindet er et samarbejde mellem DGI, DIF, DAI og Parasport Danmark.

 

Parasportsrådet arbejder for at forbedre vilkårene for idræt for folk med handicap ved at skabe større fokus på inklusion mellem almenidrætten og handicapidrætten.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Peder Tind, parasportskonsulent i Vejle Kommune, tlf. 22 13 70 29

Lykke Guldbrandt, idrætskonsulent i Parasport Danmark, tlf. 29 10 31 30

Helle Heide, inklusionskonsulent i DGI Sydøstjylland, tlf. 27 50 31 44