Mindelunden i Brejning har en lang og betydningsfuld historie. Kirkegården, der blev etableret i 1900, har været hvilested for mere end 1650 personer fra institutionen De Kellerske Anstalter. I mange år har området været forsømt, men en dedikeret arbejdsgruppe har arbejdet for at bevare og ære mindet om de anbragte. Projektet med at opføre en mindesøjle blev påbegyndt i 2015, da kunstneren Bjørn Nørgaard præsenterede det første udkast til skulpturen, som har fået titlen "Den knækkede skæve søjle". Mindesøjlen med et siddende og et stående menneske på toppen, skal være med til at give en stemme til en fortid, der stadig har meget at fortælle os. Den skal symbolisere livets styrke trods modgang, og er allerede en central del af visionen for Mindelunden. Det er tanken, at der sammen med mindesøjlen skal opstilles skilte, der formidler historien om De Kellerske Anstalter og kirkegården. Finansieringen er på plads Trods mange afslag fra fonde og private sponsorer har arbejdsgruppen fortsat arbejdet for at skaffe de nødvendige midler, men nu, efter mange års arbejde og utallige ansøgninger, er det lykkedes at sikre de resterende midler. Vejle Kommune har bevilget 200.000 kr. fra udviklingspuljen. De sidste midler kom i hus efter omtale i en avis, som fik en dedikeret fundraiser med på banen. Hun skaffede midler, og derudover har en anonym donation nu gjort det muligt at nå det samlede budget på 1,85 mio. kr. til opførelsen af skulpturen. Med finansieringen på plads kan arbejdet med at opføre "Den knækkede skæve søjle" nu begynde. Skulpturen vil blive placeret centralt i Mindelunden og vil stå som et stærkt minde om de mange skæbner, der har været en del af De Kellerske Anstalter. Opførelsen forventes at være færdig i sommeren 2025, og der planlægges en stor indvielse med deltagelse af både lokale og nationale aktører. |