Pressemeddelelse
10. august 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Sænk farten på skolevejene

 
 
 
 

Nu vender tusindvis af børn tilbage til skolerne i Vejle efter ferien, og helt nye elever har første skoledag. Skolevejene vrimler atter med børn og forældre, og Vejle Kommune minder nu sammen med Rådet for Sikker Trafik, Trygfonden og politiet blisterne om at vise hensyn til de små trafikanter.

 
 
 
 
 
 
 
 

Når børnene atter indtager skolevejene, stiller det store krav til de øvrige trafikanter. Mange børn har endnu ikke den store erfaring med at gå eller cykle i trafikken, som ofte kan være intensiv i myldretiden ved skolerne. En undersøgelse viser, at knap hver 5. kører for stærkt på skolevejene.

 

Skolestartskampagnen "Børn på vej" skal minde bilisterne om at være ekstra opmærksomme og respektere fartgrænserne på skolevejene.

 

- Det er vigtigt, at vi altid er opmærksomme, når vi kører i nærheden af vores skoler. Men i begyndelsen af året skal vi være endnu mere forsigtige. Mange børn - ikke mindst de helt nye - er først ved at lære at færdes på vejene. Som kommune gør vi, hvad vi kan, for at skabe sikrest mulige skoleveje. Vi udfører fysiske forbedringer og er løbende i dialog med skolerne om, hvordan vi gør turen til og fra skole tryg. Og så støtter vi op om kampagner som "Børn på vej", hvor alle opfordres til at tage ansvar for, at de små trafikanter kommer sikkert i skole, siger Camilla Mølgaard, projektleder i Vejle Kommune.

 

For mange kører for stærkt
Selv om de fleste respekterer fartgrænserne på skolevejene og viser hensyn, så er der stadig udfordringer. I august sidste år gennemførte politiet en fire ugers kontrol ved skolerne og sigtede 6.200 personer for at køre for stærkt, viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

 

I en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik tidligere i år, svarede 18% af bilisterne, at de i løbet af de seneste tre måneder er kommet til at overtræde hastighedsgrænsen i bil på en skolevej op til flere gange.

 

- Man kan være så tidspresset om morgenen, at man fristes til at køre for stærkt. Men især nu hvor der er mange børn på skolevejene, er det særligt vigtigt at holde øje med sin fart og respektere fartgrænserne. Børn har svært ved at vurdere, om de kan nå at krydse vejen, hvis bilisterne kører for hurtigt. Så vær opmærksom og vis hensyn til børnene, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

 

Fakta om undersøgelsen:
Knap hver 5. kører for stærkt på skolevejene, viser en undersøgelse blandt 1.226 bilister, som Epinion gennemførte for Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring i januar.

 

Er du i løbet af de seneste tre måneder kommet til at overtræde hastighedsgrænsen, når du har kørt bil på en skolevej?

  • Ja, en enkelt gang / ja, 2-5 gange / ja, mere end 5 gange: 18 procent.
  • Nej: 73 procent
  • Ved ikke: 9 procent

Sådan gør du dit barn klar til trafikken:
Børn kan have svært ved at overskue trafikken både på grund af deres højde, men også fordi de har svært ved at vurdere, hvor hurtigt en bil kører, og om de kan nå at krydse vejen.

 

Kampagnen opfordrer forældre og skoler til at træne børnene i at færdes i trafikken. Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har samlet gode råd til sikker trafik med børn til fods, på cykel og offentlig transport: www.sikkertrafik.dk/skolestart

 

Kampagnen kører fra den 10. til den 30. august.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Camilla Mølgaard, projektleder, Vejle Kommune: 40 28 21 10
  • Rosa Nissen, projektleder, Rådet for Sikker Trafik: 61 65 04 43