Pressemeddelelse
20. september 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Plejehjemsansat på Plejecenter Atriumhaven er smittet med corona

 
 
 
 

To af regionens COVID-testbiler står i dag ved Plejecenter Atriumhaven i Børkop, da en medarbejder er konstateret smittet, og nu skal alle beboere og medarbejdere testes.

 
 
 
 
 
 
 
 

En medarbejder på Plejecenter Atriumhaven blev lørdag konstateret smittet med corona. Medarbejderen er hjemsendt og isoleret, og plejecentret er nu sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed i gang med at opspore, om smitten kan have spredt sig.

 

I dag er to af regionens COVID-testbiler derfor rykket ud til plejecentret, og alle beboere vil i løbet af dagen blive testet i den ene bil, mens alle medarbejdere bliver testet i den anden bil. Efter syv dage vil alle - beboere og medarbejdere - blive testet igen.

 

Plejecenter Atriumhaven har efter smitten kontaktet de pårørende.

 

- Vi er selvfølgelig kede af, at en af vores medarbejdere er blevet smittet, men vi har hele tiden vidst, at vi en dag kunne stå i denne situation - og vi gør, hvad vi kan for at undgå, at smitten bliver spredt. Vi er løbende i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, som rådgiver os, siger Anne Mette Lund, velfærdsdirektør i Vejle Kommune.

 

Plejecenter Atriumhaven og kommunens øvrige plejecentre lukker ikke for besøg i øjeblikket, men skærper forholdene for besøg, dvs. at alle skal være ekstra opmærksomme på en god hygiejne og sørge for at overholde afstandskrav. Kommunen opfordrer også til, at besøg i videst muligt omfang foregår udendørs.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Anne Mette Lund, velfærdsdirektør, tlf. 76 81 60 00/21 17 11 73.