Ghita Nørby giver ensomheden en stemme i Vejle

 
 
 
 

Vejle Kommune vil bryde tabuer om ensomhed blandt ældre med en lille animationsfilm. Ghita Nørby lægger stemme til filmen, hvor ensomheden får karakter af en lille ufarlig uldtot, der vokser eller skrumper afhængig af, hvor meget ensomheden fylder.

 
 
 
 
Ensomhedskampagne 2020.jpg
 
 
 
 

Budskabet i kampagnen er enkelt, fortæller fællesskabskoordinator Dorte Bladt, der er en af folkene bag filmen:
 

"Næsten alle kender til ensomhed, og den kan fylde mere eller mindre i perioder af vores liv. Ved at dele det, som er svært, kan der tages hånd om ensomheden, hvis den fylder for meget. Vi er alle forskellige og kan have forskellige behov. Men det kan fx være godt at tale med en god ven eller en af kommunens fællesskabskoordinatorer, som kan hjælpe med at finde en aktivitet eller et fællesskab."
 

Ensomhedsfilmen kører på diverse infoskærme, Facebook og forskellige steder i byens rum i det håb, at flere vil tale om, hvordan de har det. Desuden vil den indgå i undervisning af frontpersonale i ældreplejen.


Sætter ind på flere fronter

Baggrunden for kampagnen er alvorlig. Mennesker, der føler sig ensomme, har højere risiko for en lang række sygdomme og ensomhed, er i vækst.
 

"Vejle Kommune har sat ind mod ensomheden hos ældre på mange fronter sammen med foreninger og organisationer," siger Peder Hummelmose, der er formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget  i Vejle Kommune og uddyber:
 

"Sammen står vi stærkere over for ensomheden. Det er grunden til, at vi på aktivsammen.vejle.dk har samlet mere end 400 aktiviteter, som borgere over 60 år, kan melde sig til. Oveni det har vi sat gang i projektet 'Følgeven til fællesskab', og flere ansatte har nu fokus på at forebygge ensomhed gennem samtaler med borgere, samarbejde med frivillige og undervisning af personale i ældreplejen. Med de forskellige greb håber jeg, at vi på sigt får nedbragt antallet af ældre i Vejle Kommune, som føler sig ensomme."


Kender du ensomheden?

Eller kender du en, der gør? Vil du finde et fællesskab, der passer til dig og din situation? Så kan du kontakte en fællesskabskoordinator. Vejledningen er helt uforpligtende.

 

Sammen kan I finde ud af, hvilket tilbud der interesserer dig - hvad enten det er banko, gymnastik eller frivilligt arbejde. Ring 51 84 10 36 eller skriv til faellesskab@vejle.dk. Er du over 65 år, kan du også tale med en af kommunens forebyggende Sundhedsvejledere, der tager på hjemmebesøg.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Fællesskabskoordinator Dorte Bladt
Tlf. 24 93 39 67, mail: faellesskab@vejle.dk

www.aktivsammen.vejle.dk