Resten af december kan du som borger og gæst i Vejle parkere helt gratis på en af de 600 p-pladser i p-hus Cronhammar på Sjællandsgade 10E. Når du parkerer i udkanten af midtbyen, er du med til at skabe mindre trafik og mere fred i midtbyen, nøjagtigt som visionerne i det grønne visionstillæg til Mobilitetsplanen lægger op til. Som ekstra bonus kan du i løbet af ca. 5 minutter stå på gågaden og ordne dine julegave-indkøb. Tager hul på visionstankerne - Byrådet har netop vedtaget det grønne visionstillæg til mobilitetsplanen, og her er en af ambitionerne at opnå en fredeligere midtby. Med gratis parkering i december i p-hus Cronhammar tager vi i Teknisk Udvalg forsigtigt hul på de tanker for at se, hvad det rent faktisk kan gøre for vores midtby, siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg. I visionstillægget lægges der netop op til, at vi parkerer vores biler i udkanten af midtbyen, og her har p-hus Cronhammar en fin placering - tæt på hovedfærdselsårene til og fra Vejle og tæt på gågaden. En ekstra julegave til Vejle - Vi tilbyder i forvejen de første to timer gratis i alle vores p-huse. Og det gælder året rundt. Men i år giver vi en ekstra lille julegave til både beboere, gæster og handlende i Vejle med gratis parkering i Cronhammar i december. Den gratis parkering skal nemlig også være med til at understøtte, at vi handler lokalt, siger Alex Vejby Nielsen, næstformand i Teknisk Udvalg. Du finder p-hus Cronhammer i Sjællandsgade 10E. Få også et overblik over de øvrige ca. 3.000 parkeringspladser i Vejle midtby. |