Hærvejen har store udviklingsplaner

 
 
 
 

I 2021 gik 15 kommuner sammen i en ny forening med formålene at udvikle Hærvejens vandre -og cykelrute til et endnu mere attraktiv tilbud til kommunens borgerne og at tiltrække gæster og turister fra hele Europa.

 
 
 
 
Hærvejen strategi.png
 
 
 
 

De 15 kommuner bag udviklingen af Hærvejens vandre- og cykelrute har nu lagt strategien for 2022-2025. Kommunerne har arbejdet tæt sammen i forhold til at lave en grundig forundersøgelse og fået afdækket mulighederne og potentialerne på ruten.

 

- Vi har nu fastlagt den første strategi for Hærvejen på baggrund af det store tværkommunale forarbejde. Strategien skal være det fælles afsæt for arbejdet med at indfri Hærvejens potentialer, så den ikoniske vandre- og cykelrute kan udvikles yderligere til glæde for både de lokale borgere og gæster, siger Mikkel von Seelen, sekretariatschef i Udvikling Hærvejen.

 

Støttetilsagn fra Nordea-fonden

Nordea-fonden har givet tilsagn om at støtte udviklingen af Hærvejen med et trecifret millionbeløb, og dermed har projektet nu også økonomiske kræfter til at realisere en ambitiøs strategi.

 

De kommende år vil kommunerne i fællesskab arbejde på at øge vandre- og cykeloplevelsen ved bl.a. at optimere faciliteter og støtte lokale initiativer, så Hærvejsbrugere får tidssvarende services og ydelser med en lokal kolorit. Samtidig skal der arbejdes strategisk med en ensartet skiltning og formidling, så man trygt kan navigere på ruten og aldrig er i tvivl om, hvilken historisk fortælling man er en del af.

 

Kommunen er glad for den fælles retning

Vejle Kommune er glad for, at der nu er en fælles retning for arbejdet, og at man kan få en sammenhæng mellem de fælles projekter.

 

- I Vejle Kommune ønsker vi at udvikle Hærvejen og oplevelser langs Hærvejen i et bredt samarbejde med lokale interessenter. Som noget af det første har vi fokus på Monumentområdet I Jelling og Egtvedpigens Grav ved Egtved. Men også Ravningbroen og Haraldskær i Vejle Ådal og Gudenåens og Skjernåens Udspring er meget spændende oplevelser og oplagte pausesteder tæt på Hærvejen, der vil kunne udvikles yderligere, siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune, tlf. 20 16 32 14

Mikkel Blaabjerg von Seelen, sekretariatschef Udvikling Hærvejen, tlf. 23 70 59 74, mail: mvon@haervej.dk