Pressemeddelelse
23. oktober 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Ny institution i Tirsbæk Bakker er åben for opskrivning

 
 
 
 

Nu er det muligt for forældre at skrive deres børn op til den nye institution, der åbner i Tirsbæk Bakker, Bredballe. D. 1. december 2020 starter en satellitafdeling op i Uhrhøj, der som de første vil flytte ind i det nye hus, som forventes at stå færdigt i marts 2021.

 
 
 
 
 
 
 
 

Satellitafdelingen, der åbner i Uhrhøj i december i år, kommer til at bestå af både en børnehave- og vuggestuegruppe. Børnene fra satellitgruppen vil sammen med deres kendte voksne være de første, der flytter ind, når bygningerne står færdige. Institutionsleder Marianne Højberg Krause glæder sig til at starte op, også selvom det i første omgang bliver på en anden adresse:

 

- Selvfølgelig bliver det dejligt, når vi får lov til at rykke ind i vores eget hus, men jeg glæder mig mest af alt bare til at byde de første børn og deres forældre velkomne. Vi skal jo i gang med at bygge en helt ny institution op fra bunden af, hvor børnene, forældrene og medarbejderne spiller en afgørende rolle - og det gør de jo uanset, hvor vi er placeret, siger Marianne Højberg Krause.

 

Marianne Højberg Krause er en erfaren institutionsleder, der kommer direkte fra en stilling som leder af Valhalla i Vinding. Nu skal Marianne slå sine folder i Bredballe, et sted hun har et særligt forhold til:

 

- Jeg bor selv i området, og derfor betyder det også ekstra meget for mig, at vi får skabt et helt fantastisk dagtilbud, der kan komme de mange børnefamilier til gode. Vi er lige nu i gang med at ansætte dygtige medarbejdere, så vi kan slå dørene op til en super god institution fra start af, fortæller institutionslederen.

 

Hvis man ønsker at skrive sit barn op, skal man benytte den digitale pladsanvisning. Ved spørgsmål er man velkommen til at ringe til Pladsanvisningen i Vejle Kommune.

 

Institutionen kommer i alt til at have plads til 120 børn og ligger lidt midt i et nybyggerkvarter med udsigt over et naturområde og direkte adgang til naturen. Naturen vil blive en integreret del af den pædagogiske retning for institutionen. I forlængelse af institutionen vil der være et fælleshus, som områdets beboere kan bruge til arrangementer, møder mv. Fælleshuset vil også blive benyttet af børnegrupperne bl.a. til motorik.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Marianne Højberg Krause, institutionsleder, MAHAN@vejle.dk, tlf.: 21 39 95 30

Lars Poulsen, leder af Pladsanvisningen, LARPO@vejle.dk, tlf.: 76 81 50 59

Rune Asmund Sørensen, Dagtilbudschef, RUASO@vejle.dk, tlf.: 40 38 17 38