Save the date: Vejle lukkes for trafik i to dage i uge 26

 
 
 
 

Søndag den 3. juli 2022 er Vejle Kommune vært for tredje etape af Tour de France 2022, og det betyder afspærret midtby og langs ruten. Også torsdag den 30. juni vil Vejle midtby blive lukket for trafik. Her er det World Orienteering Championships, der afvikles.

 
 
 
 
Vejle Lystbådehavn.jpg

Tredje etape af Tour de France 2022 skydes i gang ved Fjordenhus søndag den 3. juli, og både den dag og fire dage før, torsdag den 30. juni, når orienteringsløbere fra hele verden kommer til Vejle, vil midtbyen være spærret for trafik.

 
 
 
 

Vejle går trafikfri hele to gange i løbet af uge 26 i 2022. Første event er torsdag den 30. juni, når verdens bedste orienteringsløbere gennemfører individuel sprint i midtbyen i forbindelse med World Orienteering Championships (WOC). Det medfører en afspærret midtby.

 

Næste event er søndag den 3. juli 2022, hvor Vejle trækker i gult ved tredje etape af Tour de France. Her ruller feltet fra Vejle Havn gennem midtbyen og videre mod Jelling, inden turen går retur til Vejle over Skibet. Herfra forcerer feltet Koldingvej, inden touren forlader Vejle igen med kurs mod Kolding over Ødsted og Ågård.

 

Marker festdagen

- Vi kommer til at lukke midtbyen af for alt trafik søndag den 3. juli i forbindelse med tredje etape af Tour de France. Så det er vigtigt at minde folk om, at søndag ikke er særligt egnet til studenterkørsel, store fester og arrangementer. Til gengæld vil vi rigtig gerne have folk ud langs ruten og markere den festlige begivenhed, siger Jacob Rasmussen, projektleder for Tour de France i Vejle.

 

Det vil dog fortsat være muligt at cykle og gå inden for de afspærrede områder, og søndag den 3. juli bliver der også indsat shuttlebusser, ligesom togene kører. Begge dage bliver der taget højde for hjemmeplejen og akut behov for hjælp fra beredskabet.

 

Følg ruten på gadeniveau

- Alle berørte borgere langs tour-ruten får tilsendt et brev via e-boks i begyndelsen af det nye år, så de ved, hvordan de skal forholde sig til vejlukning i forbindelse med Tour de France søndag den 3. juli. Vi ønsker at informere de berørte borgere i god tid, så de har mulighed for at tage deres forbehold for de gener, vejlukningerne må medføre, siger han.

 

De berørte borgere kan forvente at modtage information om vejlukning i forbindelse med Tour de France senest den 1. juni.

Til gengæld ligger Tour de France ruten gennem kommunen helt fast. Du kan følge feltets tur helt ned på gadeniveau på https://tour.vejle.dk/etaper/3-etape-vejle-soenderborg/

 

WOC's rute er hemmelig

I forhold til orienteringsløbet den 30. juni 2022 bliver ruten ikke offentliggjort før selve løbet. Det er for at sikre lige vilkår for alle orienteringsløbere og undgå, at nogle kan drage fordel af informationen og forberede sig bedre end andre.

De berørte borgere i midtbyen vil dog modtage relevant information i e-boks ca. en uge inden løbet.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Vedr. trafikinformation: Charlotte Nygaard, kommunikationsrådgiver Teknik & Miljø, tlf.: 91 17 51 09
  • Vedr. Tour de France: Jacob Rasmussen, projektleder for Tour de France i Vejle, tlf.: 61 22 01 69
  • Vedr. WOC: Flemming Jørgensen, event direktor i WOC2022, tlf.: 21 77 77 69