Monumentområdet i Jelling indviet af H.M. Dronning Margrethe

 
 
 
 

Det var en smuk formiddag i Jelling, da Monumentområdet og fuldendelsen af den 1440 meter lange palisade, som omkranser området, blev indviet.

 
 
 
 
jonas_normann_dronning_magrethe20-800px.jpg
 
 
 
 

Efter en rundtur på Monumentområdet indviede Dronning Margrethe med et slag med hammer og mejsel på den sidste sten i brolægningen officielt området.

 

Med inskriptionen Margrethe Dronning lagde denne sten tusind somre efter Harald - det år da Frederik blev konge hakket med runer i de sidste sten i brolægningen, blev Monumentområdet indviet med taler, korsang og et stort opbud af borgere fra Jelling.

 

Fuldendelsen af Monumentområdet er realiseret med en samlet donation på 105 mio. kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Udover etablering af palisaden er sammenhængen i Monumentområdet blevet styrket med nye brolægninger, et husfund i øst samt nye grønne græs- og timianstepper.


Borgmester i Vejle, Jens Ejner Christensen, var vært ved indvielsen.


"Det er en stor glæde at have H.M. Dronning Margrethe til at indvie Monumentområdet. Det er inspirerende at opleve Dronning Margrethes livslange interesse for riget og kristendommens begyndelse, for arkæologien og for Jelling, og det er en ære, at vi endnu engang byder Dronning Margrethe velkommen i Jelling," siger borgmester Jens Ejner Christensen, der i sin tale blandt mange takkede bestyrelsesformand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla for helhjertet at sikre fuldendelsen af Monumentområdet.

 

FAKTA

Jelling Monumenterne er med de to store høje, runestenene, kirken, verdens største skibssætning og et imponerende palisadehegn Danmarks vigtigste kulturarvsmonument.

Gennem generationer har gravhøje og runesten været nationale symboler på grundlæggelsen af den danske nation og dansk identitet. Det har de, fordi de for første gang i historien fortæller i både tekst og billeder om Danmark som nation og om danskerne som kristne.

A.P. Møller Fonden bevilligede i 2009 en donation på 70 millioner kroner til Monumentområdet i Jelling, så en samlet fortælling af historien om rigets fødsel kunne begynde.
I 2021 supplerede Fonden med yderligere 35 millioner kroner til at fuldende fortællingen.

Færdiggørelsen er baseret på Helhedsplan for Monumentområdet fra 2012. Planen blev udarbejdet af Kristine Jensens Tegnestue i samarbejde med kunstner Ingvar Cronhammar.

Monumenterne er skabt af kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand, der byggede monumenterne i årene fra omkring 950 til 970.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Presseansvarlig Trine Krabbe, mail: teern@vejle.dk, mobil: 2920 9993