Pressemeddelelse
9. juni 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle Kommune deltager i Folkemødet 2017

 
 
 
 

Datoen for Folkemødet 2017 nærmer sig, og også i år er det med deltagelse af Vejle Kommune, som bl.a. vil bruge mødet til at skubbe gang i debatten om nærdemokrati og kommunalvalg - og sætte ensomhed og psykisk sundhed på den nationale dagsorden.

 
 
 
 
 
 
 
 

Fra den 15. til 18. juni er der endnu engang folkemøde, og politikere, frivillige og alle toneangivende interesseorganisationer, virksomheder, konsulenthuse mv. drager til Allinge og forvandler byen til ét stort dialogforum. Der er i alt planlagt mere end 3.000 debatter og events.

Kommunalvalg
- Folkemødet giver os en mulighed for at komme i dialog med både borgere og landspolitikere på en anden måde, end vi normalt kan - og inspirere til vores politiske arbejde, siger Vejles borgmester Jens Ejner Christensen, som forventer, at bl.a. det kommende kommunalvalg vil spille en central rolle i Folkemødet 2017.

Derfor deltager Vejle Kommune sammen med bl.a. Bornholms Regionskommune i arrangementer, der skal få flere til at interessere sig for nærdemokratiet, bl.a. ved at få deltagerne til at udvikle idéer til at vende kommunalvalget på hovedet. Udfordringerne er: Hvilke nye tiltag kan få flere til at stemme? Hvordan øger vi den politiske interaktion og interesse for kommunalpolitik?

Ensomhed og psykisk sundhed
Også Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og Seniorudvalget er med. De forudser, at ét af mødets store dagsordener bliver de to store velfærdsudfordringer som "ensomhed" og "psykisk sundhed".

- Når vi taler velfærd, taler vi plejehjem, hjemmehjælp, hjælpemidler mv. Men velfærd er langt mere end det. Den vigtigste velfærd er den, der opstår mellem os mennesker, men denne del af velfærden under pres, desværre. Gennem de sidste ti år har ikke bare Vejle Kommune, men hele Danmark, fået flere ældre, der føler sig ensomme, og der er flere psykisk sårbare unge. Når vi spørger de unge og ældre, svarer de, at det, de ønsker sig, er at betyde noget for nogen, siger Gerda Hagemann Pedersen og Holger Gorm Petersen, formændene for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og Seniorudvalget, som vil bruge mødet til dels at blive klogere på disse emner, dels at fortælle om Vejle Kommunes fokus og indsatser i forhold til emnerne.

Udvalgene er således værter for debatarrangementet: "Pårørende til demente - kender vi dem overhovedet?" Ud over formændene for hhv. Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og Seniorudvalget deltager Julie Rubow fra DR1 Dokumentaren "En stille forsvinden" og Nis Peter Nissen, direktør for Alzheimerforeningen.

- Ensomhed er et stort problem for pårørende til demente, men før vi kan gøre noget ved ensomhed, er vi nødt til at forstå målgruppen og de udfordringer, de står med. Kan vi sammen gøre det bedre?, lyder spørgsmålet fra Gerda Hagemann Pedersen og Holger Gorm Petersen.

Derudover deltager kommunen i arrangementer og debatter om ledelse, samskabelse og integration.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

- Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune, telefon 20 16 32 14.
- Gerda Hagemann Pedersen, formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, telefon 40 45 21 29.
- Holger Gorm Petersen, formand for Seniorudvalget, telefon 28 35 28 98.