Pressemeddelelse
20. september 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vand fra Mørkholt eller Gårslev Vandværk skal koges

 
 
 
 

Borgere, der får vand fra Mørkholt eller Gårslev Vandværk, skal koge drikkevandet. Vandværket har i dag fundet enterokokker (1 pr. 100 ml) i vandet. Derfor anbefaler embedslægen, at  man koger sit drikkevand. Anbefalingen gælder for de ca. 1.500 husstande, som er koblet op på vandværkerne. Mørkholt Vandværk får lige nu vand fra Gårslev Vandværk og er derfor også ramt af forureningen.

 
 
 
 
 
 
 
 

Vandet skal spilkoge i 1 helt minut. Hvis du bruger elkedel, skal du koge vandet op 2 gange med 2-5 minutters mellemrum. Du kan uden problemer drikke afkølet, kogt vand. Brug også afkølet kogt vand, når du skyller grøntsager og børster tænder. Der skal også afkølet kogt vand i kaffemaskinen, fordi temperaturen her ellers ikke kommer højt nok op.

Til gengæld kan du bruge vandet fra hanen, når du koger kartofler, pasta og lignende. Du kan bruge din opvaskemaskine, som du plejer, men brug kogt vand, hvis du vasker op i hånden. Brug også kogt vand, når du tørrer køkkenbordet af og gør rent andre steder, hvor du håndterer madvarer.

Hvis du er kommet til at drikke vandet direkte fra hanen, er risikoen for at blive syg meget lille. Føler du dig dårlig, skal du kontakte din egen læge.

 

Hvis din husstand er koblet op på enten Mørkholt eller Gårslev vandværk, får du direkte besked om kogeanbefalingen i et brev i postkassen eller i en mail. Vandværket er i gang med at finde kilden til forureningen. Der er bestilt nye prøver af vandet. Og du vil løbende blive orienteret og får også direkte besked, når vandet igen kan drikkes.

 

Enterokokker er en bakterie, der findes i tarmen hos mennesker og mange dyr. Hos personer med nedsat resistens kan enterokokker medføre forskellige betændelsestilstande. I vandet fra Mørkholt og Gårslev Vandværk er der fundet 1 enterokok pr. 100 ml. Kravet til drikkevand er 0 enterokokker pr. 100 ml.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Mette Temløv, ingeniør, Landbrug & Vand, tlf. mobil 26 20 43 34