Dagplejen i Vejle Kommune nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2023

 
 
 
 

Hos dagplejen i Vejle Kommune har en yogainstruktør og ergoterapeut hjulpet med at mindske de fysiske belastninger for dagplejerne. Det har nu ført til nomineringen til Arbejdsmiljøprisen 2023 i kategorien 'Ergonomi'.

 
 
 
 
20230418_154928.jpg
 
 
 
 

Arbejdsmiljørådet nominerer hvert år 12 arbejdspladser til Arbejdsmiljøprisen. De 12 nominerede er nominerede i fire kategorier med tre arbejdspladser i hver. Hver kategori har en vinder, og i år er dagplejen i Vejle Kommune nomineret i kategorien 'ergonomi'.
Dagplejen har i 2 ½ år haft yogainstruktør Hanne Mouritsen og ergoterapeut Mathilde Bo Krefeld, til at hjælpe dem med at mindske fysiske belastninger. Efterfølgende har dagplejerne selv bidraget til implementeringen af tiltagene i hverdagen, og det har givet stor succes. 
- Der er mange gode effekter at tage med fra projektet, men det bedste er, at vores tiltag forebygger slitage i et hårdt fag. Og at yogaøvelserne kan kombineres med kerneopgaven, for når måtterne ruller ud, ved børnene præcis, hvad der skal ske. Og mens børnene har det sjovt, kan dagplejerne få trænet og styrket kroppen, siger Pernille Ege Nielsen, leder af dagplejen i Vejle Kommune.

 

Ergonomi og yoga

 

Hele projektet blev søsat for at forebygge fysisk slitage hos dagplejerne i deres arbejde. Der er nemlig mange slitageskader i jobbet, da der er mange løft og mange af de samme bevægelser i et langt arbejdsliv. Projektet har derfor tydeligt indeholdt to ben - Dels fokus på ergonomi og dels fokus på yoga/børneyoga.


Alle dagplejere fik besøg af en ergoterapeut to gange. Første gang var ergoterapeutens opgave at se dagplejerens hverdag med vaner, løft, hjælpemidler mv. Efterfølgende lavede ergoterapeuten en rapport til hver dagplejer med hjælp og øvelser, der kunne hjælpe dem. 
- Og til sidst kom ergoterapeuten forbi igen for at følge op med dagplejeren. Så alle medarbejdere har haft to besøg og modtaget vejledning i helt specifikke øvelser målrettet netop deres fysiske udfordringer, siger Pernille Ege Nielsen. Ergoterapeuten har også besøgt alle dagplejens legestuer.


Det andet ben er yoga/børneyoga. Alle dagplejere har fået yogaundervisning med konkrete øvelser, som de kan anvende i hverdagen sammen med børnene. Udover at lave yogaøvelser på måtter er yoga blevet en del af hverdages rutiner, f.eks. når børnene er i garderoben og tager tøj af og på, eller når de er ude at gå. Fokus er hele tiden på at kombinere tingene i hverdagen.
- Både ergonomien og yoga hjælper dagplejeren i hverdagen midt i kerneopgaven, uden at de skal i træningscenteret kl. 17 efter endt arbejdsdag. Dagplejerne laver yoga ud fra de mange forskellige materialer, som er udleveret undervejs i projektet. Det er leg og sjov for børnene, som elsker øvelserne, mens dagplejeren selv træner kroppen, siger Pernille Ege Nielsen.
 

 
 
 
 
Materiale til børneyoga.jpg

Her ses nogle af materialerne med øvelser til børneyoga.

 
 
 
 

Flotte resultater


Siden ergoterapeut og yogainstruktør har afsluttet projektet, har Pernille Ege Nielsen lavet en evaluering af projektet. Og det viser rigtig gode resultater.
- Slutevalueringen viser flotte tal. De fleste dagplejerne har svaret tilbage, og langt størstedelen af dem er meget tilfredse med tiltagene og tilkendegiver, at projektet bl.a. har betydet, at de har ændret deres vaner i hverdagen. Projektet har tydeligt været en succes, mener Pernille Ege Nielsen.


Undervejs i projektet har det også været en afgørende faktor, at dagplejepædagogerne har fulgt op på ergonomi og yogatiltagene under deres tilsyn og derved understøttet projektet og implementeringsprocessen aktivt.


Det er ikke kun efter Pernille Ege Nielsens mening, at projektet har været en succes. Det mener Arbejdsmiljørådet også, og det har altså nu ført til en nominering.
- Det er utroligt inspirerende at se, hvordan innovative løsninger som fx yogaprogrammer kan skabe mere bevægelse i dagligdagen for både børn og voksne, og dermed kobler arbejdsmiljø direkte til kerneopgaven. En yderligere gevinst er også, at de ansatte ikke er nødsaget til at kompensere for den fysiske arbejdsbelastning i deres fritid, siger Christina Lage, formand for Arbejdsmiljørådet, som nominerer arbejdspladser og uddeler prisen.


Og lige præcis kombinationen af det hele er noget, som dagplejerne er glade for.
- Jeg synes, vi er nået i mål med et projekt, som forener vores ergonomifokus med kerneopgaven. Vi er selvfølgelig utrolig stolte og glade for nomineringen, men mest af alt tilfreds med at vi har fundet en vej til at hjælpe dagplejerne med at forebygge fysisk slitage i jobbet kombineret med kerneopgaven. Så for mig at se er det win-win, siger Pernille Ege Nielsen.


Pernille Ege Nielsen anerkender dagplejerne for at koble sig så positivt på projektet og slutter af med at sige, at dagplejen løbende planlægger yogakurser for alle nyansatte dagplejere, så de får de gode vaner med sig fra starten. På den måde håber hun, at tiltagene vil vare ved og forankres i dagplejen som en del af det gode arbejdsmiljø.

 

Hvis du vil vide mere om arbejdsmiljøprisen, kan du finde det på hjemmesiden. 

 
 
 
 

Dagplejen i Vejle Kommune


Dagplejen i Vejle Kommune består af 160 dagplejere, der hver passer fire børn i eget hjem. Derudover er der 10 dagplejepædagoger, som fører tilsyn. Herudover en leder, en souschef, 2 administrative medarbejdere, en flyvervikar og en frikøbt tillidsrepræsentant.


Arbejdsmiljørådet


Arbejdsmiljørådet er det forum, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere samarbejder om den fortsatte udvikling af et bedre arbejdsmiljø i Danmark. Arbejdsmiljørådet har bl.a. til opgave at rådgive beskæftigelsesministeren om tiltag på arbejdsmiljøområdet.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

 

Mads Lorentzen Leth, kommunikationskonsulent, 21 74 27 06, madll@vejle.dk