2024 har været et usædvanligt år med stigende global usikkerhed. De tektoniske plader mellem verdens stormagter forrykker sig, mens krigene i Ukraine og Gaza deler vandene og påvirker den verdenspolitiske dagsorden. Aldrig har vi i nyere tid talt så meget om mobilisering af forsvaret, beredskab og forsyningssikkerhed som i 2024. Men hvad betyder det for virksomhederne i Vejle Kommune? Med mange års indgående kendskab til sikkerhedspolitiske dagsordner vil lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Madsen på årets Nytårskur give en analyse af, hvordan den tilspidsede sikkerhedspolitiske situation påvirker virksomhedernes muligheder for at agere lokalt såvel som internationalt. Og komme med sine bud på hvilke muligheder virksomhederne har for at tilpasse sig og finde fodfæste i en verden under forandring.
Borgmester Jens Ejner Christensen ser frem til den særlige dag, som årets nytårskur er:
"Nytårskuren er en tradition, jeg holder meget af, fordi det giver mulighed for at mødes på tværs af brancher og netværk. Her kan man ønske nuværende samarbejdspartnere godt nytår og samtidig skabe nye forbindelser. At vi tillige samles om en hovedtaler, som kan gøre os klogere på en sikkerhedspolitisk situation, som berører os alle, er kun med til at styrke forbindelsen på kryds og tværs af brancher og interesser," siger Jens Ejner Christensen.
Hyldest til lokalt iværksætteri Nytårskuren er også anledning til at hylde lokalt iværksætteri. Det sker med uddeling af Årets Iværksætterpris. Frem til den 30. oktober 2024 har erhvervsliv og borgere kunnet indstille kandidater til prisen. Det er Vejle Erhverv, der uddeler prisen og igen i år har interessen været stor. Det fortæller Erhvervschef Morten Damgaard:
"Vi har modtaget 36 stærke indstillinger til Iværksætterprisen. Det er vi rigtig glade for, da det viser, at der i vores kommune er en bred og spirende undergrund af nye iværksættere, der trods usikre tider kaster sig ud i at starte nye virksomheder. Den kultur skal vi være virkelig stolte af - ikke mindst fordi mange af disse nye virksomheder allerede nu er så dygtige, at de kan komme i betragtning til prisen som årets Iværksætter. Det bliver fedt endnu en gang at hylde en sej iværksættervirksomhed, som har skabt noget særligt og samtidig har klaret sig godt," siger Morten Damgaard.
Årets nytårskur foregår onsdag den 8. januar 2025 kl. 15.00-17.00 på Munkebjerg Hotel.
Erhvervsfolk, der ønsker at deltage i nytårskuren, kan tilmelde sig via Vejle Kommunes arrangementskalender her: https://tilmeld.vejle.dk/1854/ Tilmelding senest den 6. januar 2025. Pressen er velkommen og bedes melde sin ankomst forinden till Trine Krabbe på mail: teern@vejle.dk |