Seniorområdet i Vejle Kommune gør status på handleplanen ”TÆT på” og ser frem mod den nye ældrereform

 
 
 
 

På baggrund af to analyser af Vejle Kommunes Seniorområde, som blev gennemført i foråret 2021, blev handleplanen Seniorområdet i fremtiden - "Tæt på" udarbejdet. Planen bestod af 15 konkrete handlinger, der på hver deres måde taler ind i ambitionen om at komme tættere på og ruste ældreområdet bedst muligt til fremtiden.

 
 
 
 

Og det er bestemt ikke gået stille for sig på Vejle Kommunes seniorområde de seneste 2,5 år. Medarbejdere og ledere på alle niveauer har arbejdet benhårdt med at fylde liv i de mange flotte ambitioner i handleplanen Seniorområdet i fremtiden - "Tæt på", og nu er tiden kommet til at gøre status. Har vi gjort det, vi sagde, vi ville? Har handlingerne haft de effekter, vi troede, de ville have? Og giver de 15 konkrete handlinger stadig mening, eller skal der andre tiltag til for at ruste Vejle Kommunes ældreområde til den fremtid, vi ser ind i?

 

Det korte svar er "ja". 14 ud af de 15 konkrete handlinger i handleplanen Seniorområdet i fremtiden - "Tæt på" er nu blevet gennemført, og med dem har en række nye tiltag også set dagens lys. Blandt andet en Sundhedsfaglig Kvalitetsenhed og en helt ny distriktsstruktur for hjemmeplejen.

 

I august 2022 blev Sundhedsfaglig Kvalitetsenhed etableret, som blandt andet har skabt mere systematik og en bedre struktur i den daglige drift med den gode patientsikkerhed i fokus, mens hjemmeplejens distrikter pr. 1. januar 2024 er vokset fra 10 større til 15 mindre distrikter. Med den nye distriktsstruktur er lederne kommet meget tættere på medarbejderne, og medarbejderne meget tættere på borgerne.

 

- Jeg er rigtig glad for, at en så stor omlægning, som Seniorområdet i fremtiden - "Tæt på" er, er kommet så godt fra start. Det har krævet en kæmpestor indsats fra alle ledere og medarbejdere, og jeg er slet ikke i tvivl om, at handleplanen også vil blive til stor glæde for Vejle Kommunes ældre i fremtiden, siger Gitte Frederiksen, formand for Seniorudvalget i Vejle Kommune.

 

Fremtidens ældrepleje

 

Selv om handleplanen Seniorområdet i fremtiden - "Tæt på" nu har mere end to år på bagen, betyder det ikke, at den er ved at være forældet. Tværtimod. For udspillet til den nye Ældrereform, som regeringen fremlagde i januar 2024 indeholder en række elementer til fremtidens ældrepleje, som Vejle Kommune allerede nu kan nikke genkendende til som f. eks. brugerbestyrelser på plejecentrene, borgernær visitation, faste teams i hjemmeplejen, kvalitetsløft og velfærdsteknologi.

 

Ud over den Sundhedsfaglige Kvalitetsenhed og de 15 nye distrikter i hjemmeplejen er prøvehandlingerne i projekt Vejle Modellen i gang på andet år med forsøg med faste teams i hjemmeplejen i tre distrikter og med borgernær visitation i tre distrikter. Resultaterne er så gode, at den borgernære visitation bliver implementeret i alle 15 distrikter i løbet af 2024, mens prøvehandlingerne med faste teams i hjemmeplejen fortsætter til udgangen af 2024, hvorefter de evalueres.

 

Status på Seniorområdet i fremtiden - "Tæt på"
I dag fik Seniorudvalget i Vejle Kommune en status den ambitiøse handleplan for fremtidens Seniorområde, der blev igangsat på baggrund af BDO-analyserne af Seniorområdet i 2021, og på det efterfølgende dialogmøde var Seniorudvalget og alle ledere på seniorområdet samlet for at tale om det, der fylder - både politisk og i den daglige drift.

 

Læs mere om Seniorområdet i fremtiden - "Tæt på" her

 

 

Vedhæftede filer

Status Seniorområdet i fremtiden - TÆT på.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Gitte Frederiksen, formand for Seniorudvalget i Vejle Kommune, gfred@vejle.dk, 24 42 86 95
Anne Mette Lund, velfærdsdirektør i Vejle Kommune, amelu@vejle.dk, 21 17 11 73