Nyt grønt samarbejde på tværs af kommuner

 
 
 
 

Det er ikke kun af navn, at Vandel by er Vejle Kommunes første klimalandsby. Klimabevidste borgere i Vandel by kan nu tage hensyn til klimaet, når de tager en tur på genbrugspladsen. Fra 1. november 2022 kan landsbyen med sine ca. 300 borgere nemlig benytte genbrugspladsen i Billund, og det er godt for brændstofforbruget, CO2-regnskabet og den grønne samvittighed i kommunens klimalandsby.

 
 
 
 

Det der med at blive kåret til Vejle Kommunes klimalandsby er ikke bare noget, man vælger. Det er noget, man gør sig fortjent til, og den store ære har borgerne i Vandel arbejdet benhårdt for at opnå. Derfor er borgere i landsbyen selvsagt optaget af, hvordan de i deres hverdag kan medvirke til en gøre en positiv forskel for klimaet. En tur på genbrugspladsen hører blandt de gøremål, som mange kan genkende, og for de ca. 300 borgere i Vandel Klimalandsby øjnede de her en mulighed for at kunne spare på CO2-udledningen. Billunds genbrugsplads ligger nemlig tættere på end én af Vejle Kommunes genbrugspladser.

 

Det har Vejle og Billund Kommune nu sat sig for at gøre noget ved med et nyt pilotprojekt, der skal gøre det lettere for borgerne i Vandel at benytte genbrugspladsen i Billund.

 

    - Vi er rigtig glade for samarbejdet med Billund Kommune om brugen af genbrugspladsen i Billund. Pilotprojektet her er både en gevinst for borgerne i Vandel by, der samlet set får ca. 20 km kortere til og fra nærmeste genbrugsplads, og selvfølgelig også for det klima, som vi er fælles om at passe godt på, siger Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune.

 

20 km gør en stor forskel

Besøgstal fra 2021 viser, at borgere fra Vandel årligt benytter genbrugspladsen ca. 2.300 gange. Vælger de i stedet at køre til genbrugspladsen i Billund, giver det en besparelse på op til ca. 46.000 km årligt og dermed en årlig CO2-besparelse på knap fem ton.

 

- Selv om 20 km måske ikke lyder af så meget, så betyder det alligevel en del i det store CO2-regnskab. I Vejle Kommune søger vi hele tiden efter nye bæredygtige løsninger og nye måder at sætte grønne aftryk. Vi har et ambitiøst mål om at reducere vores CO2-udledning med 70 % i 2030 og gå helt i 0 i 2050, og pilotprojektet her er med til at vise vejen mod målet, fortsætter Søren Peschardt.

 

Pilotprojektet løber fra 1. november 2022 til 31. december 2023, hvor de ca. 300 husstande i Vandel får fri adgang til Billund Genbrugsplads. Projektet er budgetteret til at koste ca. 130.000 kr. og vil blive evalueret ved udgangen af 2023, hvor der ud fra pilotprojektets erfaringer vil blive taget stilling til, hvorvidt borgernes brug af genbrugspladser på tværs af kommunegrænser skal bringes i spil i større udstrækning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune, 51 50 84 63, sopes@vejle.dk

 

Kim Bo Johansen, afdelingsleder i Ressourcer & Genbrug, Vejle Kommune, 25 19 26 63, kiboj@vejle.dk