Pressemeddelelse
23. oktober 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle sætter strøm til musikken

 
 
 
 

Trænger du til en musikoplevelse? Så er der godt nyt. I næste uge flyder Vejle Kommune nemlig over med lokal, dansk musik, når flere danske musikere indtager foreninger og kulturhuse under Spil Dansk-ugen 2020.

 
 
 
 
 
 
 
 

I foråret forstummede musikken, som COVID-19 lukkede Danmark ned. Men i næste uge er musikken tilbage for fulde højtalere, når Spil Dansk-ugen 2020 rammer Vejle.

 

Her er der rig mulighed for at få en tiltrængt kulturoplevelse. Programmet byder nemlig på flere koncerter og workshops, som alle afvikles efter regeringens retningslinjer mod smittespredning.

 

Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, Dan Arnløv Jørgensen, fortæller:

 

"Der er ingen tvivl om, at COVID-19 ændrede vores hverdag. Der var med nedlukningen pludselig meget, vi ikke kunne længere, og derfor tror jeg netop, at mange nu har brug for en positiv oplevelse. Naturligvis under coronasikre forhold. Oveni det er Spil Dansk-ugen også en anledning til at støtte op om vores kulturhuse og foreninger."

 

Vejle Kommune har sammen med en lang række af kommunens kulturaktører skabt et program, som byder på oplevelser for enhver musiksmag. De bliver afviklet efter regeringens retningslinjer mod smittespredning.

 

Læs det fulde program her https://www.vejle.dk/borger/vaer-aktiv/oplevelser/spil-dansk/ 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Dan Arnløv Jørgensen, Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, tlf. 2547 3535