Fjernvarmen skal også til Give-området

 
 
 
 

Give Fjernvarme og Vejle Kommune inviterer borgerne i Farre, Gadbjerg, Give og Givskud til informationsmøde om fremtidige planer om fjernvarme til Give-området.

 
 
 
 
Energispare.jpg
 
 
 
 

Stigende energipriser og en klimadagsorden skubber gevaldigt på efterspørgslen efter fjernvarme - også i Give-området. Selv om der endnu ikke er skitseret endelige planer og områder, arbejder Give Fjernvarme og Vejle Kommune på højtryk med at få rullet den mere prisstabile og klimavenlige energiform ud i området.

Derfor indkalder de til et fælles informationsmøde for borgerne i Farre, Gadbjerg, Give og Givskud mandag den 10. oktober kl. 19.30-21 i Ikærhallen på Torvegade 75B i Give.

 

Farvel til olie og russisk gas

- Vi skubber så meget som overhovedet muligt på for at få så stor en del af kommunen konverteret til fjernvarme, så vi kan komme væk fra olie og russisk gas. Give Fjernvarme ønsker at udvide deres dækning, så også Farre, Gadbjerg og Givskud kan komme på fjernvarme, og det vil vi gerne hjælpe dem i mål med, siger Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune.

 

Husk at tilmelde dig

På mødet vil Michael Sloth, direktør for Teknik & Miljø, og Peter Mikael Kjer, driftsleder i Give Fjernvarme, fortælle om bl.a. fordelene ved fjernvarme, hvor og hvornår borgerne i området kan forvente fjernvarme, priserne på energiformen, og hvad man som borger selv kan gøre for at få fjernvarme til sit område.

 

Tilmelding til mødet skal ske på kommunens hjemmeside.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- & Miljøudvalget, tlf.: 24 42 58 87

Peter Mikael Kjer, driftsleder i Give Fjernvarme, mail: pm@give-fjernvarme.dk

Kristine Schou, afdelingsleder i Industri & Landbrug i Vejle Kommune, tlf.: 21 83 25 35