Pressemeddelelse
16. april 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Ud på tur med hund i snor

 
 
 
 

Den store folkevandring ud i naturen trækker naturligvis også menneskets bedste ven med. Derfor søsætter Vejle Kommune i samarbejde med bestyrelsen for Vejle Ådal & Fjord nu kampagnen 'Hund i snor - gør mig tryg'. Den skal øge forståelsen for, at hunde skal holdes i snor ude i naturen.

 
 
 
 
Hundekampagne - Skoven.jpg

Der er i alt tre versioner af kampagnen Hund i Snor - Gør mig Tryg. En for færdsel i private skove, en for færdsel omkring husdyr og en for færdsel blandt vildt.

 
 
 
 

Det kan være svært at forstå, bedstevennen skal holdes i snor, når man er på tur i naturen. Den er jo bare så nuttet, når den står dér og logrer, inden den løber efter pinden, fri og glad. Pludselig får den færten af en hare, og så går den vilde jagt ellers ud over markerne og ind i skoven. Inderst inde er hunden nemlig et rovdyr, der må følge sine urgamle jagtinstinkter.

 

- Vi mærker tydeligt problemet med løse hunde i naturen, og der er en stigning i antallet af klager. Der er problemer med stresset vildt i skove og ådale, husdyr i indhegninger, og så er der rigtigt mange mennesker, som er utrygge ved løse hunde, når de er ude at vandre i naturen, siger Karl Erik Lund.

 

Husk snoren til Fido

Så nu slår Vejle Kommune, i samarbejde med bestyrelsen for Vejle Ådal & Fjord, på tromme for, at alle hunde skal holdes i snor i naturen. Fra den 16. april markeres det flere steder i naturen med en midlertidig opsætning af meterhøje skilte. De rummer budskabet om at vise hensyn og holde sin hund i snor. Skiltene opstilles, hvor der i forvejen er problemer med løse hunde.

 

Der er omkring 850.000 hunde i Danmark, så det er en hel del, der skal luftes hver dag. Mange hundeejere ved, de skal holde hunden i snor ude i naturen. De ved, det er god stil at vise hensyn, men der er desværre også nogle, som synes, det er helt OK at lade sin hund løbe frit.

 

Det handler om tryghed

I hundekampagnen fortæller forskellige lokale borgere om problemer med løse hunde i naturen. En af dem er Jens Jørgen Erichsen, der er formand for bestyrelsen i Vejle Ådal & Fjord, og selv holder køer:

 

- Jeg er glad for, at vi får sat fokus på problemet. Med vores kampagne 'Hund i snor - Gør mig tryg' appellerer vi til, at hundeejerne udviser god stil og er med til at skabe tryghed for både husdyr, vildt og mennesker. Vi har eksempelvis set, hvor galt det kan gå, hvis koen vil beskytte sin kalv og dermed kan komme til at skade hundeejeren, fortæller Jens Jørgen Erichsen.

 

Han påpeger, at det, udover at være god stil, også er lovpligtigt at holde sin hund i snor i naturen. Det er naturbeskyttelsesloven, der gælder. Både i skoven, ådalen og på stier ved markerne skal din hund være i snor. På stranden skal hunden være i snor fra den 1. april til 30. september. Overholder man ikke det, er bødeforlægget fra politiet på 2.000 kr.

 

Frihed i hundeskoven

I hundeskovene må du derimod lade din hund løbe frit. Det fortæller Finn Lillethorup om. Han er naturvejleder ved Økolariet i Vejle Kommune:

 

- Der er faktisk mange fine hundeskove fordelt ud over hele Vejle Kommune. Her kan du vandre frit med din hund. Det er dog under forudsætning af, at du har såkaldt 'fuldt herredømme' og kan standse din hund, så den ikke generer andre gæster, hunde eller det vilde dyreliv, supplerer Finn Lillethorup.

 

På Vejle.dk/hundinaturen kan du finde mere om at tage din hund med ud i naturen. Og her finder du også vejen til de hundeskove, hvor hunden kan løbe frit.

 

Hund i snor - Gør mig tryg

  • Kampagnen 'Hund i snor - Gør mig tryg' er lavet af Vejle Kommune i samarbejde med bestyrelsen for Vejle Ådal & Fjord.
  • Kampagnen kører igennem foråret 2021. Med blandt andet film på de sociale medier, en digital hundeside og en øget skiltning ude i naturen appelleres til, at hundeejere viser hensyn og skaber tryghed for både dyr og mennesker, når de færdes ude i naturen.
  • Samtidig skal alle kende til reglerne for at færdes med sin hund i naturen. Se mere på Vejle.dk/hundinaturen
 
 
 
 

Vedhæftede filer

Logo Hund i Snor kampagne.jpg
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune, tlf. 20 61 54 80
  • Jens Jørgen Erichsen, formand for bestyrelsen i Vejle Ådal & Fjord, erichsen@sellerupgaard.dk, tlf. 23 30 85 08
  • Klaus Enevoldsen, afdelingsleder for Natur- og Udeliv, klaen@vejle.dk; tlf. 20 43 51 30