Pressemeddelelse
19. august 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kulturlivet genopstår som Fugl Fønix til Kulturnatten

 
 
 
 

Vejles borgere kan godt glæde sig til fredag den 4. september, når byens butikker holder åbent til kl. 22 og vores mange kulturinstitutioner inviterer indenfor til masser af gratis oplevelser.  

 
 
 
 
 
 
 
 

Nu er ventetiden endelig forbi for de kulturhungrende borgere, når City Vejle, Trekantområdets Festuge og Vejle Kommunes kulturinstitutioner og -aktører går sammen om at skabe en dag fyldt med musik, stand up, workshops, kunst og kreativitet under overskriften "Fønix Kulturnat".

 

Går du en tur ned ad gågaden netop denne dag, vil du blive mødt af en masse farvelige fjer og vinger. Temaet for Kulturnatten er nemlig fabeldyret Fugl Fønix, som har rødder i oldtidens mytologier. Den er kendetegnet ved at genopstå fra sin aske og symboliserer styrke og nye begyndelser. Under Kulturnatten bliver Fugl Fønix symbolet på Vejle Kommunes kultur- og handelsliv i tiden efter COVID-19 nedlukningen.

 

- Corona er stadig iblandt os, og vi er meget opmærksomme på den aktuelle situation. Derfor bliver det også en anden kulturnat end den, vi kender, hvor vi i år skal passe på hinanden og overholde myndighedernes retningslinjer. Men jeg tror også, at mange har glædet sig til, at vi igen kan mødes til kulturelle arrangementer som fx kulturnatten - blot med lidt mere afstand og håndsprit, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Dan Arnløv Jørgensen.

 

Åbne butikker og gratis oplevelser i hele midtbyen

 

Under Fønix Kulturnat vil du bl.a. kunne komme til koncert i Musikteatret med popduoen Barselona eller Mathilde Falck i Bygningen, grine til standup i Det Gamle Teater, opleve videokunst i gaderne og høre jazz og poesi i Byrådets stole på det gamle Rådhus. Herudover er kulinariske oplevelser og markedsboder på Søndertorv, musik og dans på Nørretorv og City Vejle-arrangementet Basser & Bedsteforældre. Alt sammen ganske gratis. Dog skal man være opmærksom på, at enkelte af begivenhederne kræver billet, og at der er begrænset antal deltagere til arrangementerne. Samtidig holder butikkerne i gågaden åbent helt frem til kl. 22.00.

 

- Kulturnatten handler om at give os alle sammen en følelse af, at vi står sammen som by. At vi stadig har et fantastisk fællesskab, selvom vi har befundet os i en undtagelsestilstand siden marts. Og jeg ved, at vores butikker og kulturinstitutioner tripper for at skabe en helt fantastisk aften for os alle sammen, siger Andreas Kiis Antonsen, chef for City Vejle.

 

Situationen omkring corona følges nøje af City Vejle og Vejle Kommune, og både butikker, kulturinstitutioner og pop-up events overholder de gældende anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, så alle trygt kan komme ud og få nogle gode oplevelser under Kulturnatten. Herudover laver City Vejle og Vejle Kommune en række yderligere tiltag, som skal forebygge eventuel smittespredning under Fønix Kulturnat.

 

- Mens alle var hjemsendt og alle kulturelle events blev aflyst på grund af corona, har vi arbejdet vi på løsninger og koncepter, der ville fungere under de aktuelle retningslinjer. Samtidig har vi tilføjet en række yderligere tiltag, så alle får en god og tryg oplevelse under Kulturnatten. Vi glæder os enormt meget til at fejre kulturlivet og give små og store oplevelser rundt omkring i Vejle midtby, siger Ulla Varneskov, chef for Idræt, events og fællesskaber i Vejle Kommune.

 

Læs mere på www.kulturnat.vejle.dk, hvor programmet også opdateres løbende.

 

Fakta: Tiltag under Fønix Kulturnat for at forebygge smittespredning

 

·         Håndsprit ved alle aktiviteter

·         Håndsprit i butikker og gader

·         Corona-guides ved alle aktiviteter

·         Siddende koncerter
·         Mulighed for mundbind og visir ved aktiviteter

·         Begrænset adgang ved alle aktiviteter

·         Opdeling af gågaden

·         Synlig skiltning med sundhedsmyndighedernes råd

·         Opstregning på torvene (ved køområder mv.)

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Dan Arnløv Jørgensen, tlf. 25 47 35 35
Ulla Varneskov, tlf. 29 25 59 22
Andreas Kiis Antonsen, tlf. 60 17 83 08